¹Huchiin, unau siangthou, van sapna tangsamte aw, I thugina Sawltak leh Siampu Lian, Jesu tuh, ngaihtuah un;

¹Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,

²Pathian inkuante tengteng lakah Mosi tuh a muanhuai bangmahin, amah tuh a seppa lakah amuanhuai ahi.

²der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.

³Insunga papen tuh ainkuante sanga apahtawi jawk bang ngei un, amah tuh Mosi sanga thupi jawkna sem mu dia kilawma seh a hita ngala.

³Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.

⁴Inkuan chihin papen kuahiam bek a nei chiat ngal ua; bangkim papen bel Pathian ahi.

⁴Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.

⁵Huan, huai nunga thugen nalai dingte theihsakna dingin, Mosi tuh Pathian inkuante tengteng laka nasempa injaw a muanhuai ngei hi;

⁵Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;

⁶Kris bel Pathian inkuante tunga Tapa-in a muanhuai ahi. A inkuante tuh eite I hi uhi, atawp tana I hansanna leh I lametna suanna kiptaka I vom hoih photphot leh.

⁶men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

⁷Huchiin, Kha Siangthou gen bangin, Tuni a a aw na jak chiangun,

⁷Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,

⁸Gamdaia zeet na nia hel bang un, na lungtang uh khauh sak kei un;

⁸da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,

⁹Huailai ah tuh na pi leh pute un honjeet in hon khem ua, kum sawmli sunga ka thil hihte a mu ua;

⁹hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År.

¹⁰Huchiin huai suan te tungah ka lung hita keia, a lungtangun a ngaihtuah khial gige ua, Kalampite leng a theikei uhi, ka chi a,

¹⁰Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,

¹¹Ka thangpaihna aka kichiam bangin ka khawlna ah alut kei ding uh, chiin.

¹¹så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" -

¹²Unaute aw, pilvang un, huchi lou in jaw, Pathian hing tawpsan ding in na lak uah kuapeuh sungah ginlouhna lungtang gilou ahong om kha ding hi.

¹²så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.

¹³Tuniin achih lai un niteng in ki hasuan tuah jaw un, huchia nalak ua mi kuamah khelhna khemhat jiaka hihkhawla na om louhna ding un,

¹³Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

¹⁴Kris neite ina hita ngal ua, i ginna pen kipat na tuh a tawptan a kiptaka I vom hoih phot leh,

¹⁴Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.

¹⁵Tuniin a aw nazak chiangun a hel lai bang un, na lungtang uh khauhsak kei un. a kichih laiteng.

¹⁵Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen":

¹⁶Ahihleh, kuate ahi ua theinapi a helte? Aigupta akipana Mosi pi pawt tengteng hi lou uhia?

¹⁶hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?

¹⁷Huan, kuate tungah ahia, kum sawmli sung a alunghihlouh? Hihkhialte a luang uh gamdaia puk tate tungah hilou hia?

¹⁷Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?

¹⁸Huan, thu mangloute kiangah kia loungal kua kiangah ahia a khawlna a lut lou dinga a kichiam?Huchiin, ginlahna jiakin a lut theita kei uh chih I thei uhi.

¹⁸Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?

¹⁹Huchiin, ginlahna jiakin a lut theita kei uh chih I thei uhi.

¹⁹Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.