¹Jakob, Pathian leh Toupa Jesu Kris sikha in, Nam Sawm leh Nih dalhte chibai a buk hi.

¹Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.

²Ka unaute aw, na ginna uh zeetnain kuhkalna a siam chih theiin, khemna chiteng na tuah chiang un, kipahna ngenin sim un,

²Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser,

³Hiai, na ginna zeetna un kuhkalna a siam chih theiin.

³vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;

⁴Huan, bangmah tasam loua na kim ua, na pum ua na bit theihna ding un, kuhkalna in semkim hen.

⁴men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.

⁵Na lak ua kuapeuhin pilna a taksap leh, mi tengteng kianga tai lou leh it loua pepa Pathian tuh ngen hen, huchiin a kiangah piaka hi ding hi.

⁵Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.

⁶Himahleh, ginglel het louin ginna neiin ngen hen, ginglelmi tuh tuipi kihot huih mutleng leh sep banga hi ngala.

⁶Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.

⁷Huchibang min tuh Toupa kiangah bangmah muh kiging kei hen.

⁷Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,

⁸Lungsim det neilou tuh a thilhih tengtengah a kip kei hi.

⁸en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

⁹Unau daikilkala om, pahtawia a om jiakin kipak hen;

⁹Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,

¹⁰Mihau tuh, hihneua a om jiakin kipak jaw hen; loupa pak banga a man ding jiakin.

¹⁰den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.

¹¹Ni a hongsuaka huihlum tak a hongnunin loupa tuh a vuaisaka; huai pak tuh a kia a; a omdan hoih tuh a mangthang hi; huchibang maha mihau tuh a paina a vuai ding ahi ngala.

¹¹Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.

¹²Khemna thuak teitei mi a hampha hi; zeeta om nungin hinna lallukhu, Toupan amah itte kianga achiam a muh ding jiakin.

¹²Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.

¹³Kuamahin, khemna a tuah laiin, Pathian khem ka hi, chi kei hen. Pathian tuh gitlouha khem vual ahi kei, aman leng kua mah a khem ngei kei hi.

¹³Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;

¹⁴Mi chih amau utnaa pimang leh hipa a om un, khemna a tuak uh ahi jaw hi.

¹⁴men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring;

¹⁵Huan, utnain nou a paia, gilou a hongpichinin sihna a suak sak jel hi.

¹⁵derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død.

¹⁶Ka nau deihtakte aw, khemin om kei un.

¹⁶Farer ikke vild, mine elskede Brødre!

¹⁷Thilpiak hoih leh thil piak buching tuh tunglama kipana vakte Pa kianga kipana hongsuk ahi a, amahah tuh lamdanna leh kiheina lim himhim a om theikei hi.

¹⁷Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.

¹⁸A thilsiamte makaite I honghih theihna dingin, amah deihlamin thutak lakah a honsuak sak ahi.

¹⁸Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

¹⁹Unau deihtakte aw, huaite na thei uhi; himahleh, mi chih ngaihkhiak kilawp henla, thugen kituhpih kei henla, heh hak leh:

¹⁹I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

²⁰Mihing thangpaihna in Pathian diktatna a bawl ngal kei a.

²⁰thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.

²¹Huaijiakin, nin tengteng leh gilou dimval koih mang unla, thu tuh, na kha uh hondam thei, thunuai lut takin pom un.

²¹Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle.

²²Himahleh, noumau kikhemin ngaikhete kia hi louin thujuite honghi jaw un.

²²Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.

²³Kuapeuh thu ngaikhia hi a, jui hi tuan lou tuh, mi limlanga a pianpih maitang hoih taka kien bang phet tuh ahi.

²³Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;

²⁴Hoih takin a kiena, a pai manga, mi bang chi ahia a hih chih a kimangngilh nawn pah ngal hi.

²⁴thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var.

²⁵Himahleh kuapeuh dan kim, noplenna dan tuh, vela, huchibanga om gigea, ngaikhiaa, mangngilhnawn maimah nak bang hi loua, juia na sem gige hi jaw tuh, huai mi tuh a thilhih ah vual jawlin a om ding hi.

²⁵Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

²⁶Kuapeuh sabiak limsak hia kigingtaa a lei veng hoih loua, amah lungtang kikhemjaw tuh huai mi sabiak dan tuh bangmah ahi kei hi.I Pathian leh Pa mitmuha sabiak siangthou leh gilou pang lou jaw hiai ahi, tagah leh meithaite gimthuak laia veh leh, khovel buahna bang loua kibawl jel.

²⁶Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.

²⁷I Pathian leh Pa mitmuha sabiak siangthou leh gilou pang lou jaw hiai ahi, tagah leh meithaite gimthuak laia veh leh, khovel buahna bang loua kibawl jel.

²⁷En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.