¹Zvino Jakove wakanzwa mashoko evanakomana vaRabhani vachiti: Jakove atora zvose zvababa vedu; nezvaiva zvababa vedu vachiita mbiri iyi.

¹Så fikk han høre at Labans sønner hadde sagt: Jakob har tatt alt det som vår far eide, og av det som vår far eide, har han lagt sig til all denne rikdom.

²Jakove akaonawo chiso chaRabhani, zvino tarira, chakanga chisakaita kwaari sepakutanga.

²Og Jakob så på Labans ansikt at han ikke var den samme mot ham som før.

³Jehovha ndokuti kuna Jakove: Dzokera kunyika yemadzibaba ako nekuhama dzako; ndigova newe.

³Og Herren sa til Jakob: Vend tilbake til dine fedres land og ditt eget folk, og jeg vil være med dig.

⁴Zvino Jakove wakatuma ndokudanira Rakeri naRea kusango kuboka rake,

⁴Da sendte Jakob bud efter Rakel og Lea og bad dem komme ut på marken, hvor han var med sin buskap.

⁵ndokuti kwavari: Ndi­noona chiso chababa venyu kuti hachisa­kaita kwandiri sepakutanga; asi Mwari wababa vangu wange aneni.

⁵Og han sa til dem: Jeg ser på eders fars ansikt at han ikke er den samme mot mig som før; men min fars Gud har vært med mig.

⁶Zvino munoziva kuti nesimba rangu rose dakashandira baba venyu.

⁶Og I vet selv at jeg av all min evne har tjent eders far.

⁷Uye baba venyu vakandinyenge­dzera, vakashandura mubayiro wangu kagumi, asi Mwari haana kuvatendera kundiitira zvakaipa.

⁷Men eders far har sveket mig og forandret min lønn ti ganger; men Gud lot ham ikke få gjøre mig noget ondt.

⁸Kana vakataura sezvizvi: Zvine mavara zvichava mubairo wako, ipapo boka rose rakabereka zvine mavara. Zvino vataura seizvi: Zvine mitsetse zvichava mubayiro wako, ipapo boka rose raka­bereka zvine mitsetse.

⁸Når han sa: Det flekkete skal være din lønn, da fikk alt småfeet flekkete unger, og når han sa: Det stripete skal være din lønn, da fikk alt småfeet stripete unger.

⁹Saizvozvo Mwari wakatora zvipfuwo zvababa venyu, akapa kwandiri.

⁹Således tok Gud eders fars fe fra ham og gav mig det.

¹⁰Zvino zvakaitika panguva iyo boka richitora mazamu, kuti ndakasimudza meso angu ndikaona muchiroto, zvino tarira, nhongo dzino­kwira boka, dzaiva nemitsetse, nemavara, nedzakaita pfumbu.

¹⁰Og ved den tid småfeet parret sig, så jeg frem for mig i drømme og fikk se at bukkene som parret sig med småfeet, var stripete, flekkete og prikkete.

¹¹Zvino mutumwa waMwari wakati kwandiri muchiroto: Jakove! Ndikati: Ndiri pano.

¹¹Og Guds engel sa til mig i drømmen: Jakob! Og jeg sa: Ja, her er jeg.

¹²Ndokuti: Simudza hako meso ako uone, nhongo dzose, dzinokwira boka, dzine mitsetse, dzine mavara, dzakaita pfumbu; nekuti ndaona zvose Rabhani zvaanoita kwauri.

¹²Da sa han: Se nu frem for dig, så skal du få se at alle bukkene som parrer sig med småfeet, er stripete, flekkete og prikkete; for jeg har sett alt det Laban gjør mot dig.

¹³Ndini Mwari weBheteri, pawakazodza mbiru, pawakandipikira mhiko. Ikozvino, simuka, ubude munyika ino, udzo­kere kunyika yechizvarigo chako.

¹³Jeg er den Gud som du så i Betel, der hvor du salvet en minnesten, og hvor du gjorde mig et løfte; gjør dig nu rede og dra bort fra dette land, og vend tilbake til ditt fødeland.

¹⁴Rakeri naRea ndokupindura vakati kwaari: Ko tichine mugove ne­nhaka kuimba yababa vedu here?

¹⁴Da svarte Rakel og Lea og sa til ham: Har vi vel ennu nogen lodd og arv i vår fars hus?

¹⁵Ko ha­tiverengwi sevatorwa kwavari here? nekuti vakatitengesa, uye vakapedzawo chose mari yedu.

¹⁵Har han ikke aktet oss som fremmede? Han har jo solgt oss og selv fortært det han fikk for oss.

¹⁶Nekuti fuma yose Mwari yaakato­rera baba vedu ndeyedu ne­vana vedu; naizvozvo ikozvino chose Mwari chaareva kwauri, chiite.

¹⁶All den rikdom Gud har tatt fra vår far, den hører oss og våre barn til; gjør nu bare du alt det Gud har sagt til dig!

¹⁷Jakove ndokusimuka, ndokuta­svisa vana vake nevakadzi vake pama­kamera;

¹⁷Så gjorde Jakob sig ferdig og satte sine barn og hustruer på kamelene,

¹⁸ndokutinha zvipfuwo zvake zvose, nenhumbi dzake dzose dzaakange awana, zvipfuwo zvaakange anazvo, zvaakange awana paPa­dhanaramu, kuti aende kuna Isaka baba vake kunyika yeKanani.

¹⁸og han tok med sig hele sin buskap og alt det gods som han hadde samlet sig, det fe han eide, og som han hadde lagt sig til i Mesopotamia, og vilde dra til Isak, sin far, i Kana'ans land.

¹⁹Zvino Rabhani wakange aenda kunoveura makwai ake, Rakeri ndokuba chifana­nidzo baba vake chavaiva nacho.

¹⁹Men Laban hadde draget bort for å klippe sine får; da stjal Rakel sin fars husguder.

²⁰Jakove akabva achiverevedza kuna Rabhani muSiriya, nekuti haana kumuzivisa kuti unotiza.

²⁰Og Jakob stjal sig bort fra arameeren Laban; han sa ikke noget til ham om at han vilde flykte.

²¹Zvino wakatiza iye nezvose zvaakange anazvo, ndokusimuka, ndokuya­mbuka rwizi, ndokuringisa chiso chake kugomo reGi­riadhi.

²¹Så flyktet han med alt det han hadde; han gjorde sig ferdig og satte over elven* og tok veien til Gileadfjellet. / {* Eufrat.}

²²Zvino zvakaudzwa Rabhani nezuva retatu kuti Jakove watiza.

²²Den tredje dag efter fikk Laban vite at Jakob var flyktet.

²³Iye akatora hama dzake naye akadzingirirana naye rwendo rwemazuva manomwe, vaka­muwana mugomo reGiriadhi.

²³Da tok han med sig sine frender og satte efter ham syv dagsreiser, og nådde ham igjen på Gilead-fjellet.

²⁴Mwari ndokuuya kuna Rabhani muSiriya muchiroto usiku, ndokuti kwaari: Zvichenjerere, zvimwe ungataura kuna Jakove chakanaka kana chakaipa.

²⁴Men Gud kom til arameeren Laban i en drøm om natten og sa til ham: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

²⁵Rabhani ndokuwana Jakove. Zvino Jakove wakange adzika tende rake mugomo; Ra­bhaniwo nehama dzake vakadzika matende avo mugomo reGiriadhi.

²⁵Da Laban nådde Jakob igjen, hadde Jakob slått op sitt telt på fjellet, og Laban med sine frender slo også op sitt telt på Gilead-fjellet.

²⁶Zvino Rabhani ndokuti kuna Jako­bho: Waitei, kuti waverevedza ndisingazivi, uchitora vakunda vangu nechisimba sevatapwa nemunondo?

²⁶Da sa Laban til Jakob: Hvad er det du har gjort? Du har stjålet dig bort fra mig og ført mine døtre avsted som om de var tatt i krig.

²⁷Watizirei pachivande, uchindiverevedza, usingandiudzi, kuti ndingadai ndakuoneka nemufaro nenziyo, nengoma nerudimhwa?

²⁷Hvorfor flyktet du hemmelig og stjal dig bort fra mig og sa ikke noget om det til mig, så jeg kunde ha fulgt dig på veien med gledesrop og sanger, med trommer og harper?

²⁸Uye hauna kundi­tendera kutsvoda vanakomana va­ngu nevakunda vangu. Ikozvino waita sebe­nzi pakuita.

²⁸Du lot mig ikke engang få kysse mine sønner og døtre; det var uforstandig gjort av dig.

²⁹Zviri pasimba reruoko rwangu kukuitirai zvakaipa; asi Mwari wababa vako wakataura neni usiku hwazuro achiti: Zvichenjerere kuti urege kutaura naJako­bho kana chakanaka kana chakaipa.

²⁹Jeg har det i min makt å gjøre ondt mot eder; men eders fars Gud sa til mig inatt: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

³⁰Zvino ikozvino, kuenda waenda, nekuti ­wanga uchishuva zvikuru imba yababa vako; wabirei vamwari vangu?

³⁰Men når du nu har draget bort, fordi du lengtes så såre efter din fars hus, hvorfor stjal du da mine guder?

³¹Jakove ndokupindura ndokuti kuna Rabhani: Nekuti ndakanga ndichitya, nekuti ndakati: Zvimwe munganditorera vakunda venyu nechisimba.

³¹Da svarte Jakob og sa til Laban: Jeg var redd; jeg tenkte at du kunde ta dine døtre fra mig med makt.

³²Uyo wamunowana kwaari vamwari venyu ngaarege kurarama; zvino pamberi pehama dzedu, zviongororerei zvenyu zviri kwandiri, muzvitorere. Nekuti Jakove waka­nge asingazivi kuti Rakeri wakange aba.

³²Men den som du finner dine guder hos, han skal ikke leve. Se nu efter i våre frenders nærvær, om du kjennes ved noget av det jeg har med mig, og ta det så! Men Jakob visste ikke at Rakel hadde stjålet dem.

³³Rabhani ndokupinda mutende raJakove, nemutende raRea, nemutende revarandakadzi vaviri, asi haana kuzviwana. Zvino wakabuda mutende raRea, ndokupinda mutende raRakeri.

³³Da gikk Laban inn i Jakobs telt og i Leas telt og i begge trælkvinnenes telt, men fant ikke noget. Så gikk han ut av Leas telt og inn i Rakels telt.

³⁴Zvino Rakeri wakange atora zvifananidzo, akazviisa muchigaro chekamera, ndokugara pamusoro pazvo. Rabhani ndokubata-bata pose mute­nde, asi haana kuzviwana.

³⁴Men Rakel hadde tatt husgudene og lagt dem i kamelsalen og satt sig på dem; og Laban gjennemsøkte hele teltet, men fant ikke noget.

³⁵Iye ndokuti kuna baba vake: Ngazirege kusafadza pameso paishe wangu kuti handigoni kusimuka pamberi penyu; nekuti mutowo wevakadzi uri kwandiri. Iye akatsvakisisa, asi haana kuwana zvifananidzo.

³⁵Og hun sa til sin far: Min herre må ikke bli vred fordi jeg ikke kan reise mig for dig; for det går mig på kvinners vis. Så lette han efter husgudene, men fant dem ikke.

³⁶Zvino Jakove wakatsamwa, ndokupikisana naRabhani; Jakove ndokupindura ndokuti kuna Rabhani: Kudarika kwangu chii, chivi changu chii, kuti mundidzingirire neshungu?

³⁶Da blev Jakob vred og gikk i rette med Laban. Og Jakob tok til orde og sa til Laban: Hvad er min brøde, hvad er min synd, siden du forfølger mig så?

³⁷Zvamabata-bata nhumbi dzangu dzose mawanei chenhumbi dzekumba kwenyu? Zviisei pano pamberi pehama dzangu nehama dzenyu kuti vato­nge pakati pedu isu vaviri.

³⁷Du har nu gjennemsøkt alt det jeg har; hvad fant du da som hører ditt hus til? Legg det frem her for mine og dine frender, så de kan dømme mellem oss to!

³⁸Makore awa makumi maviri ndinemwi; nhu­nzvi dzenyu dzemakwai nenhunzvi dzenyu dzembudzi hazvina kusvodza, nemakondobwe enyu emapoka handina kuadya.

³⁸Nu har jeg vært hos dig i tyve år; dine får og dine gjeter har ikke født i utide, og værene av ditt småfe har jeg ikke ett op;

³⁹Zvakabvamburwa handina kuzviuisa kwamuri; ini ndakazviripa; pamaoko angu makazvireva, zvaka­biwa masikati kana zvakabiwa usiku.

³⁹det som var sønderrevet, kom jeg ikke hjem til dig med; jeg godtgjorde selv skaden; av mig krevde du det, enten det var stjålet om dagen, eller det var stjålet om natten.

⁴⁰Masikati ndakapedzwa nezuva, neveta usiku; hope dzangu dzikatiza kumeso angu.

⁴⁰Slik hadde jeg det: Om dagen fortærtes jeg av hete og av kulde om natten, og søvnen flydde fra mine øine.

⁴¹Makore aya makumi maviri ndakange ndiri mumba menyu, ndakakushandirai makore gumi nemana nekuda kwevakunda venyu vaviri, nemakore matanhatu nekuda kwezvipfuwo zvenyu; mukashandura mubayiro wangu kagumi.

⁴¹I tyve år har jeg nu vært i ditt hus, jeg har tjent dig fjorten år for dine to døtre og seks år for ditt småfe; men du forandret min lønn ti ganger.

⁴²Kunze kwekuti Mwari wababa vangu, Mwari waAbhurahamu, nekutya kwaIsaka, dai asaiva neni, zvi­rokwazvo ikozvino mungadai maindiendesa ndi­sina chinhu. Dambudziko rangu nebasa remaoko angu Mwari wakaona, akakutsiurai usiku hwazuro.

⁴²Hadde ikke min fars Gud vært med mig, han som var Abrahams Gud, og som også Isak frykter, sannelig, du hadde nu latt mig fare med tomme hender. Men Gud har sett min møie og alt mitt strev, og han har dømt inatt.

⁴³Zvino Rabhani wakapi­ndura akati kuna Jakove: Vakunda vakunda vangu, nevanakomana vanakomana vangu, boka iboka rangu, nezvose zvaunoona ndezvangu; nekuvakunda vangu ndichaitei nhasi, kana kuvana vavo vavakazvara?

⁴³Da svarte Laban og sa til Jakob: Døtrene er mine døtre, og barna er mine barn, og buskapen er min buskap, og alt det du ser, er mitt; hvad skulde jeg da nu kunne gjøre mot disse mine døtre eller mot deres barn, som de har født?

⁴⁴Zvino ikozvino, ngatiite su­ngano, ini newe; chive uchapupu pakati pangu newe.

⁴⁴Så kom nu og la oss gjøre en pakt, jeg og du, og den skal være et vidne mellem mig og dig.

⁴⁵Jakove ndokutora ibwe, akarimisa rikava mbiru.

⁴⁵Da tok Jakob en sten og reiste den op som en minnesten.

⁴⁶Jakove ndokuti kuhama dzake: Unganidzai mabwe. Zvino vakatora mabwe, vakaita murwi; vakadya ipapo pamusoro pemurwi.

⁴⁶Og Jakob sa til sine frender: Sank sammen stener! Og de tok stener og laget en røs; og de holdt måltid der ved stenrøsen.

⁴⁷Rabhani ndokuutumidza Jegarisahadhuta; asi Jakove akautumi­dza Garidhi.

⁴⁷Og Laban kalte den Jegar-Sahaduta, men Jakob kalte den Gal-Ed*. / {* vidnesbyrdets stenrøs.}

⁴⁸Rabhani ndokuti: Murwi uyu uchapupu pakati pangu newe nhasi. Naizvozvo zita rawo rakanzi Garidhi,

⁴⁸Da sa Laban: Denne røs skal være et vidne mellem mig og dig idag. Derfor kalte de den Gal-Ed,

⁴⁹uye Mizipa, nekuti wakati: Jehovha ngaarinde pakati pangu newe, kana tisingaonani umwe neumwe.

⁴⁹og tillike Mispa*, fordi han sa: Herren holde vakt mellem mig og dig, når vi kommer hverandre av syne; / {* d.e. et sted hvorfra en skuer vidt omkring.}

⁵⁰Kana ukatambudza vakunda vangu, uye kana ukawana vamwe vakadzi kunze kwevakunda vangu, hakuna munhu unesu, asi tarira, Mwari chapupu pakati pangu newe.

⁵⁰dersom du farer ille med mine døtre eller tar dig andre hustruer foruten mine døtre, da er det vel intet menneske hos oss, men se, Gud er vidne mellem mig og dig.

⁵¹Zvino Rabhani wakati kuna Jakove: Tarira murwi uyu, tarira mbiru iyi, yandakamisa pakati pangu newe.

⁵¹Så sa Laban til Jakob: Se, denne røs og denne minnesten som jeg har reist mellem mig og dig -

⁵²Murwi uyu ngauve chapupu, nembiru iyi ngaive chapupu, kuti ini handingapfuuri murwi uyu ndichienda kwauri, newe haungapfuuri murwi uyu nembiru uchiuya kwandiri kuti tiitirane zva­kaipa.

⁵²vidner skal de være, både røsen og minnestenen, at ikke skal jeg dra til dig forbi denne røs, og at heller ikke skal du dra til mig forbi denne røs og denne minnesten med ondt i sinne.

⁵³Mwari waAbhurahamu, naMwari waNahori, Mwari wababa vavo, ngaato­nge pakati pedu. Jakove ndokupika neKutya kwababa vake Isaka.

⁵³Abrahams Gud og Nakors Gud skal dømme mellem oss, han som var deres fars Gud. Så svor Jakob ved ham som hans far Isak fryktet.

⁵⁴Jakove ndokubaya chibayiro mugomo, akadana hama dzake kuti vadye chingwa; vakadya chingwa, vakarara mugomo.

⁵⁴Og Jakob ofret et slaktoffer på fjellet og innbød sine frender til måltid. Og de holdt måltid og blev natten over på fjellet.

⁵⁵Rabhani ndokumuka mangwanani-ngwani, ndokutsvoda vanakomana vake neva­kunda vake, ndokuvaropafadza; Rabhani ndokuenda, ndokudzokera kunzvimbo yake.

⁵⁵Morgenen efter stod Laban tidlig op, og han kysset sine sønner og sine døtre og velsignet dem. Så drog Laban hjem igjen.