¹ Dina, Laya ize wayo kaŋ a hay Yakuba se fatta zama nga ma di laabo din ize wayey.

¹Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

² Kala laabu koyo Hamor, Hibanca, a ize aru kaŋ maa Sekem di Dina. Kal a n'a sambu ka kani nd'a. A n'a hasara.

²så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;

³ A fundo mo deeji Yakuba ize wayo Dina gaa, a ga ba wandiya. A na gomni sanni te wandiya se.

³men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

⁴ Koyne, Sekem salaŋ nga baabo Hamor se ka ne: «Kala ni ma du ay se wandiyo wo, a ma ciya ay wande.»

⁴og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"

⁵ Yakuba maa baaru kaŋ a na nga izo wayo Dina hasara, a ize arey mo go almaney banda saajo ra. Yakuba binde na nga dangayyaŋ te hal i ma kaa.

⁵Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.

⁶ Sekem baaba Hamor binde faata ka koy Yakuba do zama nga ma saaware nd'a.

⁶Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

⁷ Yakuba izey mo, waato kaŋ i maa baaro, i kaa ka fun saajo ra. Alborey binde biney sara, i futu gumo. Zama Sekem na saamotaray goy te Israyla* ra, kaŋ a na Yakuba ize wayo sara, haŋ kaŋ mana hima i ma te.

⁷Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

⁸ Hamor salaŋ i se ka ne: «Ay izo Sekem fundo ga laami araŋ ize wayo.

⁸Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

⁹ Ay g'araŋ ŋwaaray, w'a no nd'a a ma ciya a se wande. Araŋ ma hiiji iri gaa mo. Araŋ m'iri no araŋ ize wayey, araŋ ma sambu iri ize wayey.

⁹og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

¹⁰ Araŋ ma goro iri banda. Laabo go araŋ jine. Araŋ ma goro a ra ka daymi te ka du arzaka a ra.»

¹⁰tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"

¹¹ Sekem ne Dina baabo d'a armey se: «Ay nya-izey, wa naŋ ay ma du gaakuri araŋ do. Haŋ kaŋ araŋ ga daŋ ay gaa kulu, ay g'a bana.

¹¹Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give

¹² Wa daŋ nooru nda nooyaŋey. Mate kulu kaŋ i baa d'a, ay g'a no mate kaŋ araŋ ga ci ay se d'a. Amma day, araŋ m'ay no wandiyo wo ay m'a hiiji.»

¹²forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"

¹³ Yakuba izey binde tu Sekem da nga baaba Hamor se ka hiila sanni te i se, zama a n'i waymo Dina sara.

¹³Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,

¹⁴ I ne i se: «Iri si hin ka woodin te, iri m'iri waymo no boro kaŋ si dambangu se, zama woodin haawi hari no iri se.

¹⁴og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

¹⁵ Amma woone hinne boŋ no iri ga yadda araŋ se: d'araŋ yadda ka ciya danga iri cine, sanda araŋ ra alboro kulu, i m'a dambangu.

¹⁵Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

¹⁶ Waato din gaa no iri g'araŋ no iri ize wayey, iri mo m'araŋ ize wayey hiiji. Iri ga goro araŋ banda mo, iri ma te kunda fo.

¹⁶i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;

¹⁷ Amma d'araŋ mana maa iri se, sanda i m'araŋ dambangu, kal iri m'iri waymo sambu k'iri diraw te.»

¹⁷men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort"

¹⁸ I sanno binde kaan Hamor da Hamor izo Sekem se.

¹⁸Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

¹⁹ Arwaso mana muray muraado din se mo, zama a goono ga farhã da Yakuba ize wayo. Sekem gonda beeray mo nga dumo kulu jine.

¹⁹og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus

²⁰ Kala Hamor da nga izo Sekem koy ngey kwaara me gaa. I saaware nda ngey kwaara borey ka ne:

²⁰og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:

²¹ «Iri nda borey wo gonda baani goray. Iri binde ma te mate kaŋ i ga goro iri laabo ra, i ma day da neera te a ra. Zama a go, laabo ga beeri, a ga wasa i se. Iri m'i ize wayey sambu, iri m'i no mo iri ize wayey.

²¹"Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

²² Woone hinne no ga naŋ borey din ma yadda ka goro iri banda, iri ma te kunda fo: kala nda i n'iri alboro fo kulu dambangu, mate kaŋ ngey din dambangukoyyaŋ no.

²²Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.

²³ I alman kayna nda alman beerey, d'i arzaka kulu, manti i ga ciya iri wane yaŋ bo? Kala day iri ma yadda i se, ngey mo ga goro iri banda.»

²³Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"

²⁴ Boro kulu kaŋ ga fatta kwaara meyo gaa maa Hamor da nga izo Sekem sanno se. I na alborey kulu dambangu, ngey kaŋ yaŋ ga fatta a kwaara me gaa kulu.

²⁴Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

²⁵ A ciya mo, zaari hinzanta hane, saaya kaŋ borey go ga maa doori, kala Yakuba ize hinka tun, Simeyon da Lawi, Dina armey. I kulu na ngey takuba sambu, i furo kwaara ra kaŋ miila ngey go laakal kanay ra, ka alborey kulu wi.

²⁵Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel

²⁶ I na Hamor da nga izo Sekem wi da takuba. I na Dina sambu Sekem windo ra ka dira.

²⁶og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

²⁷ Kala Yakuba izey kaa borey kaŋ yaŋ i wi yaŋ din gaa ka kwaara say, zama i n'i waymo sara.

²⁷Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

²⁸ I na feeji nda haw kurey ku, ngey da farkayey da haŋ kaŋ go kwaara ra, da haŋ kaŋ go farey ra,

²⁸deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,

²⁹ d'i arzakey d'i zankey d'i wandey -- i n'i kulu di k'i ku, hala nda hay kulu kaŋ go windey ra.

²⁹og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

³⁰ Yakuba ne Simeyon da Lawi se: «Araŋ n'ay taabandi, za kaŋ araŋ naŋ ay ma ciya fanta hari laabo gorokoy se, kaŋ yaŋ ga ti Kanaanancey da Perizancey se. Ay go mo kunda kayna no. I ga tun ay se k'ay kar, ay ga halaci mo, in d'ay dumo.»

³⁰Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"

³¹ Izey ne a se: «A m'iri waymo ciya sanda kaaruwa, wala?»

³¹Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"