1“But now those who are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to put with my sheep dogs.
1Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2Of what use is the strength of their hands to me, men in whom ripe age has perished?
2Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3They are gaunt from lack and famine. They gnaw the dry ground, in the gloom of waste and desolation.
3tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4They pluck salt herbs by the bushes. The roots of the broom are their food.
4og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5They are driven out from the midst of men. They cry after them as after a thief;
5Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6So that they dwell in frightful valleys, and in holes of the earth and of the rocks.
6De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7Among the bushes they bray; and under the nettles they are gathered together.
7De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8They are children of fools, yes, children of base men. They were flogged out of the land.
8en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9“Now I have become their song. Yes, I am a byword to them.
9Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10They abhor me, they stand aloof from me, and don’t hesitate to spit in my face.
10de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11For he has untied his cord, and afflicted me; and they have thrown off restraint before me.
11Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12On my right hand rise the rabble. They thrust aside my feet, They cast up against me their ways of destruction.
12Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13They mar my path, They set forward my calamity, without anyone’s help.
13min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14As through a wide breach they come, in the midst of the ruin they roll themselves in.
14de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15Terrors have turned on me. They chase my honor as the wind. My welfare has passed away as a cloud.
15Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16“Now my soul is poured out within me. Days of affliction have taken hold on me.
16Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17In the night season my bones are pierced in me, and the pains that gnaw me take no rest.
17Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18By great force is my garment disfigured. It binds me about as the collar of my coat.
18Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19He has cast me into the mire. I have become like dust and ashes.
19Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20I cry to you, and you do not answer me. I stand up, and you gaze at me.
20Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21You have turned to be cruel to me. With the might of your hand you persecute me.
21grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22You lift me up to the wind, and drive me with it. You dissolve me in the storm.
22Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23For I know that you will bring me to death, To the house appointed for all living.
23thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24“However doesn’t one stretch out a hand in his fall? Or in his calamity therefore cry for help?
24Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25Didn’t I weep for him who was in trouble? Wasn’t my soul grieved for the needy?
25Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26When I looked for good, then evil came; When I waited for light, there came darkness.
26Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27My heart is troubled, and doesn’t rest. Days of affliction have come on me.
27ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28I go mourning without the sun. I stand up in the assembly, and cry for help.
28trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29I am a brother to jackals, and a companion to ostriches.
29Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30My skin grows black and peels from me. My bones are burned with heat.
30Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31Therefore my harp has turned to mourning, and my pipe into the voice of those who weep.
31min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!