¹約伯責友待己寬待人嚴約伯回答說：

¹Da tok Job til orde og sa:

²“你們叫我受苦要到幾時呢？用話壓碎我要到幾時呢？

²Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

³你們已經十次侮辱我，你們苛刻地對我，也不覺得羞恥。

³Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

⁴即使我真的有過錯，由我承擔好了。

⁴Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

⁵你們若真的妄自尊大攻擊我，用我的羞辱來證明我的不是，

⁵Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

⁶那麼，就知道是　神顛倒我的案件，用他的網圈住我。

⁶Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

⁷我呼叫‘強暴！’卻沒有回答；我呼求，卻得不到公斷。

⁷Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

⁸　神用籬笆攔阻我的道路，使我不能經過；他又使黑暗籠罩我的路。

⁸Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

⁹他從我身上剝去我的榮耀，又挪去我頭上的冠冕。

⁹Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

¹⁰他四面拆毀我，我就離世，他又把我這指望如樹枝一樣拔出來。

¹⁰Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

¹¹他的怒氣向我發作，把我看作他的敵人；

¹¹Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

¹²他的軍隊一起上來，他們攻擊我，在我的帳棚周圍安營。

¹²Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

¹³約伯被親友疏遠他使我的族人遠離我，使我熟悉的人完全與我疏遠。

¹³Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

¹⁴我的親戚離棄我，我的朋友忘記我；

¹⁴Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

¹⁵在我家中寄居的和我的婢女，都把我當作外人，我在他們的眼中是個外族人。

¹⁵Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

¹⁶我呼喚僕人，他不回答，我得用口哀求他。

¹⁶Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

¹⁷妻子厭惡我的氣息，同胞兄弟也厭棄我，

¹⁷Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

¹⁸連小孩子也藐視我，我一起來，他們就譏笑我；

¹⁸Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

¹⁹我所有的密友都憎惡我，我所愛的人也向我反臉。

¹⁹Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

²⁰我的骨頭緊貼著皮肉，我只剩牙皮逃過大難。

²⁰Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

²¹向友求憐我的朋友啊！求你們憐憫我，憐憫我吧！因為　神的手擊打了我。

²¹Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

²²你們為甚麼有如　神那樣逼迫我？還不因吃我的肉感到滿足嗎？

²²Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

²³深信終必得蒙救恩但願我的話現在都寫下，都刻在書簡上，

²³Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

²⁴用鐵筆又用鉛，永遠刻在磐石上。

²⁴ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

²⁵我知道我的救贖主活著，最後他必在地上興起。

²⁵Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

²⁶我的皮肉遭受毀壞以後，這事就要發生，我必在肉體以外得見　神。

²⁶Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

²⁷我必見他在我身邊，我要親眼見他，並非外人，我的心腸在我裡面渴想極了。

²⁷han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv*. / {* av lengsel herefter, 2KO 5, 2.}

²⁸你們若說：‘惹事的根既然在他，我們要怎樣逼迫他呢？’

²⁸Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

²⁹你們就當懼怕刀劍，因為這些罪孽帶來刀劍的懲罰，好使你們知道有審判。”

²⁹så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.