1以利法首次發言責難約伯提幔人以利法回答說：
1Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2“人若對你說一句話，你就厭煩嗎？但誰又忍得住不說話呢？
2Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
3你曾經教過許多人，又堅固了無力的手；
3Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
4你的話扶起了絆倒的人，你使彎曲乏力的膝堅挺。
4dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
5但現在禍患臨到你，你就灰心，災禍遇上你，你就驚惶沮喪。
5Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
6 神賞善罰惡你所自恃的，不是敬畏 神嗎？你所盼望的，不是行為完全嗎？
6Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
7請想一想，無辜的人有誰滅亡？哪有正直的人被剪除呢？
7Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
8據我所見，耕耘罪孽的，必收割罪孽；種植毒害的，必收割毒害。
8Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
9他們因 神的氣息而滅亡，因他的怒氣而消滅。
9De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
10獅子的咆哮，猛獅的吼聲，盡都止息，壯獅的牙齒也都斷掉。
10Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
11公獅因缺乏獵物而死亡，母獅之子也被分散。
11Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
12世人微不足道有話偷偷傳給我，我的耳朵聽到細語；
12Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
13在夜間因異象而煩擾的心思中，世上都在沉睡的時候，
13under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
14恐懼戰慄臨到我，以致我全身發抖。
14Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
15有靈拂過我面前，使我毛骨悚然。
15Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
16那靈站住，我辨不出他的形狀，只見有一形象在我眼前，然後我聽見低微的聲音，說：
16Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
17‘人能在 神面前算為公義嗎？人能在他的創造主面前算為潔淨嗎？
17Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
18他的僕役他還不信任，他的天使他也指責過錯，
18Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}
19何況那些住在土屋裡，根基在塵土中，比蠹蟲還容易被壓碎的人呢？
19hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
20在早晚之間就被毀滅，永歸沉淪，無人懷念。
20Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
21他們帳棚的繩索不是從他們中間抽出來嗎？他們死去，不是無智慧而死嗎？’”
21Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}