1被擄之民向 神的哀求我們曾坐在巴比倫的河畔，在那裡我們一想起錫安就哭了。
1Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.
2我們把我們的琴掛在那裡的柳樹上。
2På vidjene der hengte vi våre harper;
3因為在那裡，擄掠我們的人要我們唱歌，苦待我們的人要我們娛樂他們；他們說：“為我們唱一首錫安歌吧！”
3for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!
4我們怎能在異族之地唱耶和華的歌呢？
4Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?
5耶路撒冷啊！如果我忘記你，情願我的右手忘記技巧（“忘記技巧”或譯：“枯乾”）。
5Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig* min høire hånd! / {* nekte mig sin tjeneste.}
6如果我不記念你，如果我不高舉耶路撒冷超過我最大的喜樂，情願我的舌頭緊貼上膛。
6Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!
7耶和華啊！求你記念以東人在耶路撒冷遭難的日子所行的，他們說：“拆毀它，拆毀它，直拆到根基。”
7Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!
8將要被毀滅的（“將要被毀滅的”有古譯本作“毀滅者”）巴比倫城（“城”原文作“女子”）啊！照著你待我們的行為報復你的，那人有福了。
8Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.
9抓住你的嬰孩摔在磐石上的，那人有福了。
9Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.