1力言人生是短暂且可悲
1Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2他生长如花，又遭割下；他飞去如影，并不停留。
2han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3这样的人你还睁眼看他，又把他带到你跟前受审吗？
3Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4谁能使洁净出于污秽呢？无人有此本事。
4Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5人的日子既然被限定，他的月数亦在乎你，你也定下他的界限，使他不能越过。
5Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6就求你转眼不看他，使他得歇息，直等到他像雇工一样享受他的日子。
6tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7树木常有希望，树木若被砍下，也会再发芽，嫩枝仍生长不息。
7Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8虽然树根衰老在地里，树干也枯死在土中，
8ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9一有水气，就会萌芽，又生长枝条如新栽的树一样。
9lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10人死了，就化为乌有；人一气绝就不在了。
10men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11海洋中的水消失，江河枯竭干涸，
11Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12人也是这样一躺下去，就不再起来，直到天都没有了还不醒过来，也不能从睡眠中被唤醒。
12så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13但愿你把我藏在阴间，把我隐藏，直到你的怒气过去；愿你为我定一个期限，好记念我。
13Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14人若死了，怎能再活呢？我要在我一切劳苦的日子等待，等到我得释放的时候来到。
14Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15你一呼叫，我就回答你，你必渴慕你手所作的。
15du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16但现在你数点我的脚步，必不再鉴察我的罪过，
16Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17我的过犯被你封在囊中，我的罪孽你以灰泥遮盖了。
17forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18山崩下坠，岩石挪开原处；
18Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19流水磨蚀石头，水的泛溢冲去地上的尘土，你也这样灭绝人的指望。
19som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20你永远胜过人，人就去世，你改变他的容貌，把他遣走。
20For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21他的儿女得尊荣，他并不晓得，他们降为卑，他也不觉得，
21Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22只觉自己身上的痛苦，为自己悲哀。”
22ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.