1以利法首次发言责难约伯
1Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2“人若对你说一句话，你就厌烦吗？但谁又忍得住不说话呢？
2Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
3你曾经教过许多人，又坚固了无力的手；
3Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
4你的话扶起了绊倒的人，你使弯曲乏力的膝坚挺。
4dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
5但现在祸患临到你，你就灰心，灾祸遇上你，你就惊惶沮丧。
5Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
6 神赏善罚恶你所自恃的，不是敬畏 神吗？你所盼望的，不是行为完全吗？
6Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
7请想一想，无辜的人有谁灭亡？哪有正直的人被剪除呢？
7Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
8据我所见，耕耘罪孽的，必收割罪孽；种植毒害的，必收割毒害。
8Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
9他们因 神的气息而灭亡，因他的怒气而消灭。
9De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
10狮子的咆哮，猛狮的吼声，尽都止息，壮狮的牙齿也都断掉。
10Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
11公狮因缺乏猎物而死亡，母狮之子也被分散。
11Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
12世人微不足道有话偷偷传给我，我的耳朵听到细语；
12Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
13在夜间因异象而烦扰的心思中，世上都在沉睡的时候，
13under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
14恐惧战栗临到我，以致我全身发抖。
14Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
15有灵拂过我面前，使我毛骨悚然。
15Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
16那灵站住，我辨不出他的形状，只见有一形象在我眼前，然后我听见低微的声音，说：
16Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
17‘人能在 神面前算为公义吗？人能在他的创造主面前算为洁净吗？
17Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
18他的仆役他还不信任，他的天使他也指责过错，
18Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}
19何况那些住在土屋里，根基在尘土中，比蠹虫还容易被压碎的人呢？
19hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
20在早晚之间就被毁灭，永归沉沦，无人怀念。
20Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
21他们帐棚的绳索不是从他们中间抽出来吗？他们死去，不是无智慧而死吗？’”
21Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}