1Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
1And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
2"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
2Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
3Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
3Thy devices make men keep silent, Thou scornest, and none is causing blushing!
4Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
4And thou sayest, `Pure [is] my discourse, And clean I have been in Thine eyes.`
5Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
5And yet, O that God had spoken! And doth open His lips with thee.
6kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
6And declare to thee secrets of wisdom, For counsel hath foldings. And know thou that God forgetteth for thee, [Some] of thine iniquity.
7Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
7By searching dost thou find out God? Unto perfection find out the Mighty One?
8Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
8Heights of the heavens! — what dost thou? Deeper than Sheol! — what knowest thou?
9Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
9Longer than earth [is] its measure, And broader than the sea.
10Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
10If He pass on, and shut up, and assemble, Who then dost reverse it?
11Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
11For he hath known men of vanity, And He seeth iniquity, And one doth not consider [it]!
12så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
12And empty man is bold, And the colt of a wild ass man is born.
13Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
13If thou — thou hast prepared thy heart, And hast spread out unto Him thy hands,
14hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
14If iniquity [is] in thy hand, put it far off, And let not perverseness dwell in thy tents.
15ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
15For then thou liftest up thy face from blemish, And thou hast been firm, and fearest not.
16ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
16For thou dost forget misery, As waters passed away thou rememberest.
17dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
17And above the noon doth age rise, Thou fliest — as the morning thou art.
18Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
18And thou hast trusted because their is hope, And searched — in confidence thou liest down,
19du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
19And thou hast rested, And none is causing trembling, And many have entreated thy face;
20Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
20And the eyes of the wicked are consumed, And refuge hath perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!