1Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
1And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
2"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
2Therefore my thoughts cause me to answer, And because of my sensations in me.
3til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
3The chastisement of my shame I hear, And the spirit of mine understanding Doth cause me to answer:
4Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
4This hast thou known from antiquity? Since the placing of man on earth?
5at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
5That the singing of the wicked [is] short, And the joy of the profane for a moment,
6Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
6Though his excellency go up to the heavens, And his head against a cloud he strike —
7som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
7As his own dung for ever he doth perish, His beholders say: `Where [is] he?`
8Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
8As a dream he fleeth, and they find him not, And he is driven away as a vision of the night,
9Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
9The eye hath not seen him, and addeth not. And not again doth his place behold him.
10Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
10His sons do the poor oppress, And his hands give back his wealth.
11Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
11His bones have been full of his youth, And with him on the dust it lieth down.
12Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
12Though he doth sweeten evil in his mouth, Doth hide it under his tongue,
13sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
13Hath pity on it, and doth not forsake it, And keep it back in the midst of his palate,
14så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
14His food in his bowels is turned, The bitterness of asps [is] in his heart.
15Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
15Wealth he hath swallowed, and doth vomit it. From his belly God driveth it out.
16han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
16Gall of asps he sucketh, Slay him doth the tongue of a viper.
17han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
17He looketh not on rivulets, Flowing of brooks of honey and butter.
18han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
18He is giving back [what] he laboured for, And doth not consume [it]; As a bulwark [is] his exchange, and he exults not.
19Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
19For he oppressed — he forsook the poor, A house he hath taken violently away, And he doth not build it.
20Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
20For he hath not known ease in his belly. With his desirable thing he delivereth not himself.
21ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
21There is not a remnant to his food, Therefore his good doth not stay.
22midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
22In the fulness of his sufficiency he is straitened. Every perverse hand doth meet him.
23For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
23It cometh to pass, at the filling of his belly, He sendeth forth against him The fierceness of His anger, Yea, He raineth on him in his eating.
24Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
24He fleeth from an iron weapon, Pass through him doth a bow of brass.
25en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
25One hath drawn, And it cometh out from the body, And a glittering weapon from his gall proceedeth. On him [are] terrors.
26idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
26All darkness is hid for his treasures, Consume him doth a fire not blown, Broken is the remnant in his tent.
27Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
27Reveal do the heavens his iniquity, And earth is raising itself against him.
28Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
28Remove doth the increase of his house, Poured forth in a day of His anger.
29Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
29This [is] the portion of a wicked man from God. And an inheritance appointed him by God.