Danish

Young`s Literal Translation

Job

30

1Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
1And now, laughed at me, Have the younger in days than I, Whose fathers I have loathed to set With the dogs of my flock.
2Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
2Also — the power of their hands, why [is it] to me? On them hath old age perished.
3tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
3With want and with famine gloomy, Those fleeing to a dry place, Formerly a desolation and waste,
4og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
4Those cropping mallows near a shrub, And broom-roots [is] their food.
5Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
5From the midst they are cast out, (They shout against them as a thief),
6De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
6In a frightful place of valleys to dwell, Holes of earth and clefts.
7De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
7Among shrubs they do groan, Under nettles they are gathered together.
8en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
8Sons of folly — even sons without name, They have been smitten from the land.
9Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
9And now, their song I have been, And I am to them for a byword.
10de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
10They have abominated me, They have kept far from me, And from before me have not spared to spit.
11Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
11Because His cord He loosed and afflicteth me, And the bridle from before me, They have cast away.
12Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
12On the right hand doth a brood arise, My feet they have cast away, And they raise up against me, Their paths of calamity.
13min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
13They have broken down my path, By my calamity they profit, `He hath no helper.`
14de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
14As a wide breach they come, Under the desolation have rolled themselves.
15Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
15He hath turned against me terrors, It pursueth as the wind mine abundance, And as a thick cloud, Hath my safety passed away.
16Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
16And now, in me my soul poureth itself out, Seize me do days of affliction.
17Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
17At night my bone hath been pierced in me, And mine eyelids do not lie down.
18Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
18By the abundance of power, Is my clothing changed, As the mouth of my coat it doth gird me.
19Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
19Casting me into mire, And I am become like dust and ashes.
20Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
20I cry unto Thee, And Thou dost not answer me, I have stood, and Thou dost consider me.
21grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
21Thou art turned to be fierce to me, With the strength of Thy hand, Thou oppresest me.
22Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
22Thou dost lift me up, On the wind Thou dost cause me to ride, And Thou meltest — Thou levellest me.
23thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
23For I have known To death Thou dost bring me back, And [to] the house appointed for all living.
24Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
24Surely not against the heap Doth He send forth the hand, Though in its ruin they have safety.
25Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
25Did not I weep for him whose day is hard? Grieved hath my soul for the needy.
26Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
26When good I expected, then cometh evil, And I wait for light, and darkness cometh.
27ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
27My bowels have boiled, and have not ceased, Gone before me have days of affliction.
28trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
28Mourning I have gone without the sun, I have risen, in an assembly I cry.
29Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
29A brother I have been to dragons, And a companion to daughters of the ostrich.
30Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
30My skin hath been black upon me, And my bone hath burned from heat,
31min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
31And my harp doth become mourning, And my organ the sound of weeping.