1Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
1Hast thou known the time of The bearing of the wild goats of the rock? The bringing forth of hinds thou dost mark!
2tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
2Thou dost number the months they fulfil? And thou hast known the time of their bringing forth!
3De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
3They bow down, Their young ones they bring forth safely, Their pangs they cast forth.
4Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
4Safe are their young ones, They grow up in the field, they have gone out, And have not returned to them.
5Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
5Who hath sent forth the wild ass free? Yea, the bands of the wild ass who opened?
6som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
6Whose house I have made the wilderness, And his dwellings the barren land,
7Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
7He doth laugh at the multitude of a city, The cries of an exactor he heareth not.
8det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
8The range of mountains [is] his pasture, And after every green thing he seeketh.
9Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
9Is a Reem willing to serve thee? Doth he lodge by thy crib?
10Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
10Dost thou bind a Reem in a furrow [with] his thick band? Doth he harrow valleys after thee?
11Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
11Dost thou trust in him because great [is] his power? And dost thou leave unto him thy labour?
12Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
12Dost thou trust in him That he doth bring back thy seed? And [to] thy threshing-floor doth gather [it]?
13Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
13The wing of the rattling ones exulteth, Whether the pinion of the ostrich or hawk.
14siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
14For she leaveth on the earth her eggs, And on the dust she doth warm them,
15tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
15And she forgetteth that a foot may press it, And a beast of the field tread it down.
16Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
16Her young ones it hath hardened without her, In vain [is] her labour without fear.
17Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
17For God hath caused her to forget wisdom, And He hath not given a portion To her in understanding:
18Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
18At the time on high she lifteth herself up, She laugheth at the horse and at his rider.
19Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
19Dost thou give to the horse might? Dost thou clothe his neck [with] a mane?
20og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
20Dost thou cause him to rush as a locust? The majesty of his snorting [is] terrible.
21Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
21They dig in a valley, and he rejoiceth in power, He goeth forth to meet the armour.
22den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
22He laugheth at fear, and is not affrighted, And he turneth not back from the face of the sword.
23Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
23Against him rattle doth quiver, The flame of a spear, and a halbert.
24den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
24With trembling and rage he swalloweth the ground, And remaineth not stedfast Because of the sound of a trumpet.
25et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
25Among the trumpets he saith, Aha, And from afar he doth smell battle, Roaring of princes and shouting.
26Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
26By thine understanding flieth a hawk? Spreadeth he his wings to the south?
27Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
27At thy command goeth an eagle up high? Or lifteth he up his nest?
28Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
28A rock he doth inhabit, Yea, he lodgeth on the tooth of a rock, and fortress.
29den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
29From thence he hath sought food, To a far off place his eyes look attentively,
30Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
30And his brood gulph up blood, And where the pierced [are] — there [is] he!