¹Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

¹Sejak lahir manusia itu lemah, tidak berdaya; hidupnya singkat serta penuh derita.

²han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

²Ia bersemi dan layu seperti kembang; lenyap seperti bayangan, terus menghilang.

³Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

³Ya Allah, masakan Engkau mau memandangku, dan menghadapkan aku ke pengadilan-Mu!

⁴Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

⁴Dapatkah manusia yang berdosa mendatangkan hal yang sempurna?

⁵Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

⁵Jumlah umur manusia sudah Kautentukan; jumlah bulannya sudah Kaupastikan. Kautetapkan pula batas-batas hidupnya; tidak mungkin ia melangkahinya.

⁶tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

⁶Biarkanlah ia beristirahat, jangan ganggu dia; supaya ia dapat menikmati hidupnya sampai selesai tugasnya.

⁷Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

⁷Masih ada harapan bagi pohon yang ditebang; ia akan bertunas lagi, lalu bercabang.

⁸ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

⁸Meskipun di dalam tanah akarnya menjadi lapuk, dan tanggulnya mati karena busuk,

⁹lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

⁹tetapi bila disentuh air, ia tumbuh lagi; seperti tanaman muda, tunas-tunasnya muncul kembali.

¹⁰men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

¹⁰Tapi bila manusia mati, habis riwayatnya; ia meninggal dunia, lalu ke mana perginya?

¹¹Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

¹¹Seperti air menguap dari dalam telaga, seperti sungai surut sampai habis airnya,

¹²så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

¹²begitu pula manusia yang telah mati: ia tidak akan dapat bangkit kembali. Ia tak akan terjaga selama langit masih ada, tak pernah lagi bangun dari tidurnya.

¹³Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

¹³Sembunyikanlah aku di dalam dunia orang mati; lindungilah aku sampai Kau tidak marah lagi. Tapi tentukanlah waktu untuk mengingat diriku.

¹⁴Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

¹⁴Sebab, apabila manusia mati, dapatkah ia hidup kembali? Hari demi hari aku menunggu sampai masa pahitku ini lalu.

¹⁵du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

¹⁵Maka Engkau akan memanggil aku, dan aku pun akan memberi jawaban; Engkau akan sayang lagi kepadaku, makhluk yang Kauciptakan.

¹⁶Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

¹⁶Lalu akan Kauawasi setiap langkahku, tapi tidak lagi Kauperhatikan dosaku.

¹⁷forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

¹⁷Dosaku akan Kauampuni dan Kausingkirkan; salahku waktu dulu akan Kauhapuskan.

¹⁸Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

¹⁸Kelak gunung-gunung akan runtuh dan porak poranda, dan gunung batu yang kokoh bergeser dari tempatnya.

¹⁹som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

¹⁹Batu-batu akan dikikis oleh air yang mengalir kuat; tanah akan dihanyutkan oleh hujan yang lebat. Demikianlah Kauhancurkan harapan manusia.

²⁰For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

²⁰Kaukalahkan dia untuk selama-lamanya; Kausuruh dia pergi dan Kauubah wajahnya.

²¹Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

²¹Anak-anaknya menjadi orang mulia, tetapi ia tidak mengetahuinya. Dan apabila mereka menjadi hina, tak ada yang memberitahukan kepadanya.

²²ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

²²Hanya nyeri tubuhnya yang dirasakannya; hanya pilu hatinya yang dideritanya."