¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

¹Lalu berbicaralah Elifas, katanya: "Ayub, kesalkah engkau bila aku bicara? Tak sanggup aku berdiam diri lebih lama.

²Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

²(4:1)

³Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

³Banyak orang telah kauberi pelajaran, dan mereka yang lemah telah kaukuatkan.

⁴dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

⁴Kata-katamu yang memberi semangat, membangunkan orang yang tersandung, lemas dan penat.

⁵Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁵Tetapi kini engkau sendiri ditimpa duka; kau terkejut, dan menjadi putus asa.

⁶Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

⁶Bukankah engkau setia kepada Allah; bukankah hidupmu tiada cela? Jika begitu, sepantasnyalah engkau yakin dan tak putus asa.

⁷Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

⁷Pikirlah, pernahkah orang yang tak bersalah ditimpa celaka dan musibah?

⁸Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

⁸Aku tahu dari pengamatan bahwa orang yang membajak ladang kejahatan, dan menabur benih bencana bagai biji tanaman, akan menuai celaka dan kesusahan!

⁹For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

⁹Bagai badai, begitulah murka Allah membinasakan mereka hingga punah!

¹⁰Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

¹⁰Orang jahat mengaum dan meraung, bagaikan singa mereka menggerung. Tetapi Allah membungkam mereka serta mematahkan gigi-giginya.

¹¹Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹¹Mereka mati seperti singa kekurangan makanan, sehingga anak-anaknya bercerai-berai tak keruan.

¹²Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

¹²Pernah suatu wahyu sampai kepadaku, bagaikan bisikan halus dalam telingaku.

¹³i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

¹³Tidurku terganggu dan terusik olehnya, seperti mendapat mimpi yang buruk di malam buta.

¹⁴Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

¹⁴Aku pun terkejut dan menggigil gentar; seluruh tubuhku bergundang, gemetar.

¹⁵et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

¹⁵Angin sepoi menyentuh wajahku, maka tegaklah bulu romaku.

¹⁶Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

¹⁶Suatu sosok berdiri di hadapanku; kutatap, tetapi ia asing bagiku. Lalu kudengar bunyi suara memecah heningnya suasana,

¹⁷"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

¹⁷'Mungkinkah manusia tanpa salah di hadapan Allah? Mungkinkah ia tidak bercela di mata Penciptanya?

¹⁸End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

¹⁸Bahkan hamba-hamba Allah di surga, tak dapat dipercayai oleh-Nya. Bahkan pada malaikat-malaikat-Nya didapati-Nya kesalahan dan cela.

¹⁹endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

¹⁹Apalagi makhluk dari tanah liat makhluk debu yang dapat dipencet seperti ngengat!

²⁰De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

²⁰Makhluk itu hidup di waktu pagi, lalu mati terlantar di senja hari, dan untuk selamanya ia tak diingat lagi.

²¹Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

²¹Maka hilanglah segala yang dimiliki; ia pun mati tanpa beroleh akal budi.'