¹Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

¹Viska kvennanna reisir húsið, en fíflskan rífur það niður með höndum sínum.

²Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

²Sá sem framgengur í hreinskilni sinni, óttast Drottin, en sá sem fer krókaleiðir, fyrirlítur hann.

³I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

³Í munni afglapans er vöndur á hroka hans, en varir hinna vitru varðveita þá.

⁴Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

⁴Þar sem engin naut eru, þar er jatan tóm, en fyrir kraft uxans fæst mikill ágóði.

⁵Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

⁵Sannorður vottur lýgur ekki, en falsvottur fer með lygar.

⁶Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

⁶Spottarinn leitar visku, en finnur ekki, en hyggnum manni er þekkingin auðfengin.

⁷Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

⁷Gakk þú burt frá heimskum manni, og þú hefir ekki kynnst þekkingar-vörum.

⁸Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

⁸Viska hins kæna er í því fólgin, að hann skilur veg sinn, en fíflska heimskingjanna er svik.

⁹Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

⁹Afglaparnir gjöra gys að sektarfórnum, en meðal hreinskilinna er velþóknun.

¹⁰Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

¹⁰Hjartað eitt þekkir kvöl sína, og jafnvel í gleði þess getur enginn annar blandað sér.

¹¹Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

¹¹Hús óguðlegra mun eyðileggjast, en tjald hreinskilinna mun blómgast.

¹²Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

¹²Margur vegurinn virðist greiðfær, en endar þó á helslóðum.

¹³Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

¹³Jafnvel þótt hlegið sé, kennir hjartað til, og endir gleðinnar er tregi.

¹⁴Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

¹⁴Rangsnúið hjarta mettast af vegum sínum svo og góður maður af verkum sínum.

¹⁵Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

¹⁵Einfaldur maður trúir öllu, en kænn maður athugar fótmál sín.

¹⁶Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

¹⁶Vitur maður óttast hið illa og forðast það, en heimskinginn er framhleypinn og ugglaus.

¹⁷Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

¹⁷Uppstökkur maður fremur fíflsku, en hrekkvís maður verður hataður.

¹⁸De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

¹⁸Einfeldningarnir erfa fíflsku, en vitrir menn krýnast þekkingu.

¹⁹Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

¹⁹Hinir vondu verða að lúta hinum góðu, og hinir óguðlegu að standa við dyr réttlátra.

²⁰Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

²⁰Fátæklingurinn verður hvimleiður jafnvel vini sínum, en ríkismanninn elska margir.

²¹Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

²¹Sá sem fyrirlítur vin sinn, drýgir synd, en sæll er sá, sem miskunnar sig yfir hina voluðu.

²²De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

²²Vissulega villast þeir, er ástunda illt, en ást og trúfesti ávinna þeir sér, er gott stunda.

²³Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

²³Af öllu striti fæst ágóði, en munnfleiprið eitt leiðir aðeins til skorts.

²⁴De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

²⁴Vitrum mönnum er auður þeirra kóróna, en fíflska heimskingjanna er og verður fíflska.

²⁵Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

²⁵Sannorður vottur frelsar líf, en sá sem fer með lygar, er svikari.

²⁶Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

²⁶Í ótta Drottins er öruggt traust, og synir slíks manns munu athvarf eiga.

²⁷HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

²⁷Ótti Drottins er lífslind til þess að forðast snörur dauðans.

²⁸At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

²⁸Fólksmergðin er prýði konungsins, en mannaskorturinn steypir höfðingjanum.

²⁹Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

²⁹Sá sem er seinn til reiði, er ríkur að skynsemd, en hinn bráðlyndi sýnir mikla fíflsku.

³⁰Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

³⁰Rósamt hjarta er líf líkamans, en ástríða er eitur í beinum.

³¹At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

³¹Sá sem kúgar snauðan mann, óvirðir þann er skóp hann, en sá heiðrar hann, er miskunnar sig yfir fátækan.

³²Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

³²Hinn óguðlegi fellur á illsku sinni, en hinum réttláta er ráðvendnin athvarf.

³³Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

³³Í hjarta hyggins manns heldur viskan kyrru fyrir, en á meðal heimskingja gerir hún vart við sig.

³⁴Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

³⁴Réttlætið hefur upp lýðinn, en syndin er þjóðanna skömm.Vitur þjónn hlýtur hylli konungsins, en sá hefir reiði hans, sem skammarlega breytir.

³⁵En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

³⁵Vitur þjónn hlýtur hylli konungsins, en sá hefir reiði hans, sem skammarlega breytir.