¹Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

¹Eins og snjór um sumar og eins og regn um uppskeru, eins illa á sæmd við heimskan mann.

²Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

²Eins og spörfugl flögrar, eins og svala flýgur, eins er um óverðskuldaða formæling _ hún verður eigi að áhrínsorðum.

³Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

³Svipan hæfir hestinum og taumurinn asnanum _ en vöndurinn baki heimskingjanna.

⁴Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

⁴Svara þú ekki heimskingjanum eftir fíflsku hans, svo að þú verðir ekki honum jafn.

⁵Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

⁵Svara þú heimskingjanum eftir fíflsku hans, svo að hann haldi ekki, að hann sé vitur.

⁶Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

⁶Sá höggur af sér fæturna og fær að súpa á ranglæti, sem sendir orð með heimskingja.

⁷Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

⁷Eins og lærleggir hins lama hanga máttlausir, svo er spakmæli í munni heimskingjanna.

⁸Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

⁸Sá sem sýnir heimskum manni sæmd, honum fer eins og þeim, er bindur stein í slöngvu.

⁹Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

⁹Eins og þyrnir, sem stingst upp í höndina á drukknum manni, svo er spakmæli í munni heimskingjanna.

¹⁰Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

¹⁰Eins og skytta, sem hæfir allt, svo er sá sem leigir heimskingja, og sá er leigir vegfarendur.

¹¹Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

¹¹Eins og hundur, sem snýr aftur til spýju sinnar, svo er heimskingi, sem endurtekur fíflsku sína.

¹²Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

¹²Sjáir þú mann, sem þykist vitur, þá er meiri von um heimskingja en hann.

¹³Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

¹³Letinginn segir: ,,Óargadýr er á veginum, ljón á götunum.``

¹⁴Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

¹⁴Hurðin snýst á hjörunum og letinginn í hvílu sinni.

¹⁵Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

¹⁵Latur maður dýfir hendinni ofan í skálina, en honum verður þungt um að bera hana aftur upp að munninum.

¹⁶Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

¹⁶Latur maður þykist vitrari en sjö, sem svara hyggilega.

¹⁷Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

¹⁷Sá, sem kemst í æsing út af deilu, sem honum kemur ekki við, hann er eins og sá, sem tekur um eyrun á hundi, er hleypur fram hjá.

¹⁸Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

¹⁸Eins og óður maður, sem kastar tundurörvum, banvænum skeytum,

¹⁹er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

¹⁹eins er sá maður, er svikið hefir náunga sinn og segir síðan: ,,Ég er bara að gjöra að gamni mínu.``

²⁰Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

²⁰Þegar eldsneytið þrýtur, slokknar eldurinn, og þegar enginn er rógberinn, stöðvast deilurnar.

²¹Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

²¹Eins og kol þarf til glóða og við til elds, svo þarf þrætugjarnan mann til að kveikja deilur.

²²Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

²²Orð rógberans eru eins og sælgæti, og þau læsa sig inn í innstu fylgsni hjartans.

²³Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

²³Eldheitir kossar og illt hjarta, það er sem sorasilfur utan af leirbroti.

²⁴Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

²⁴Með vörum sínum gjörir hatursmaðurinn sér upp vinalæti, en í hjarta sínu hyggur hann á svik.

²⁵gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

²⁵Þegar hann mælir fagurt, þá trú þú honum ekki, því að sjö andstyggðir eru í hjarta hans.

²⁶Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

²⁶Þótt hatrið hylji sig hræsni, þá verður þó illska þess opinber á dómþinginu.

²⁷I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

²⁷Sá sem grefur gröf, fellur í hana, og steinninn fellur aftur í fang þeim, er veltir honum.Lygin tunga hatar þá, er hún hefir sundur marið, og smjaðrandi munnur veldur glötun.

²⁸Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

²⁸Lygin tunga hatar þá, er hún hefir sundur marið, og smjaðrandi munnur veldur glötun.