¹Og videre sagde Elihu:

¹¶ I korero ano a Erihu, i mea,

²Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

²Tukua ahau, kia iti nei, a ka whakaatu ahau ki a koe; he kupu ano hoki aku mo ta te Atua.

³Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

³Ka tikina atu e ahau toku mohio i tawhiti, ka whakatikaia e ahau ta toku Kaihanga.

⁴thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

⁴E kore rawa hoki aku kupu e teka: tenei kei a koe te tangata kua tino nui tona matauranga.

⁵Se, Gud forkaster det stive Sind,

⁵¶ Nana, he pakari te Atua, e kore ano ia e whakahawea: pakari tonu te kaha o tona matauranga.

⁶den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

⁶E kore te tangata kino e whakaorangia e ia; mana te hunga mate e whiwhi ai ki nga mea e tika ana ma ratou.

⁷fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

⁷E kore e mutu tana titiro ki te tangata tika; engari ka whakanohoia ngatahitia ratou e ia me nga kingi ki runga ki te torona ake ake, a ka whakanekehia ake hoki ratou.

⁸Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

⁸Ki te mea kua herea ratou ki te mekameka, mau pu i te rahiri, ara i nga mate,

⁹så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

⁹Na ka whakakitea e ia ki a ratou ta ratou mahi, me o ratou he, i mea ai ratou i nga mea whakapehapeha.

¹⁰åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

¹⁰Ka whakapuaretia ano e ia o ratou taringa ki te ako, a ka ki kia hoki i te kino.

¹¹Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

¹¹Ki te rongo ratou, a ka mahi ki a ia, ka pau o ratou ra i runga i te pai, o ratou tau i runga i nga ahuareka.

¹²Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

¹²Otira ki te kore ratou e rongo, ka ngaro ratou i te hoari, hemo iho ratou, kahore hoki he matauranga.

¹³Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

¹³Ko te hunga whakaponokore o ratou ngakau, puranga rawa i a ratou te riri; kahore a ratou karanga awhina ina herea ratou e ia.

¹⁴i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

¹⁴Ka mate ratou i te taitamarikitanga, a ka ngaro to ratou ora i roto i te hunga poke.

¹⁵Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

¹⁵¶ Ko tana he whakaora i te rawakore ina mate, e whakapuaretia ana e ia o ratou taringa ina tukinotia.

¹⁶Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

¹⁶Ae ra, me koe ano, tera koe e riro i a ia i roto i te kuititanga ki te wahi whanui; a ki tonu i te ngako te mea e whakatakotoria ki runga ki tau tepu.

¹⁷Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

¹⁷Otiia ki tonu koe i te tikanga a te tangata kino; a mau pu koe i nga tikanga, i te whakarite whakawa.

¹⁸Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

¹⁸Na i te mea he riri tenei, kia tupato kei riro koe i te nui o au rawa; aua hoki koe e whakapeautia e te nui o te utu.

¹⁹Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

¹⁹E ranea ranei ou rawa, e kore ai koe e taka he? nga uaua katoa ranei o tou kaha?

²⁰Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

²⁰Kaua e hiahiatia te po, te wa e riro ai nga tangata i runga i to ratou whai.

²¹var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

²¹Kia tupato, kaua e tahuri ki te kino; ki tau hoki he pai ake tenei i nga mate.

²²Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

²²Nana, ko te Atua, ko tona kaha hei whakanui, ko wai te kaiwhakaako hei rite mona?

²³Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

²³Ko wai te kaitohutohu i te ara mona? Ko wai hei mea, Kua he tau mahi?

²⁴Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

²⁴¶ Kia mahara kia whakanuia e koe tana mahi, e waiatatia nei e te tangata.

²⁵Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

²⁵Kua tirohia nei e nga tangata katoa e matakitakina mai nei e te tangata i tawhiti.

²⁶Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

²⁶Nana, he nui te Atua, e kore ano e mohiotia e tatou; e kore ano hoki te maha o ona tau e taea te rapu atu.

²⁷Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

²⁷Ko ia nei hei ngongo ake i nga pata wai, ka tauia i tona kohu hei awha:

²⁸og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

²⁸Ka ringihia iho nei e nga kapua, a ka maturuturu nui ki runga ki te tangata.

²⁹Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

²⁹Ae ra, e mohiotia ana ranei e tetahi nga horahanga o nga kapua, te ngangau o tona tapenakara?

³⁰Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

³⁰Nana, e horahia ana e ia tona marama a tawhio noa i a ia; e hipokina ana hoki e ia te takere o te moana.

³¹Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

³¹Ko ana mea hoki ena hei whakawa mo nga iwi, nui tonu te kai e homai ana e ia.

³²han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

³²E hipokina ana e ia ona ringa ki te uira, a whakahaua iho e ia te wahi e pa atu ai.

³³hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

³³Hei kaiwhakaatu i a ia tona haruru, e waitohu ana hoki ki nga kararehe i te tupuhi meake puta mai.