¹Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

¹¶ Whakapaingia a Ihowa, e toku wairua. E Ihowa, e toku Atua, he nui rawa koe; he honore, he kororia ou kakahu.

²hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

²E roropi nei i te marama ki a koe ano he kakahu, e hora nei i nga rangi ano he kakahu tauarai.

³du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

³E whakanoho nei i nga kurupae o ona ruma ki nga wai: e mea nei i nga kapua hei hariata mona: e haere nei i runga i nga pakau o te hau.

⁴Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

⁴E mea nei i nga hau hei karere mana, i te mura ahi hei kaimahi mana.

⁵Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

⁵Nana nei i whakatu te whenua ki runga ki ona turanga, kei nekenekehia ake ake.

⁶Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

⁶Nau ano i hipoki ki te rire hei kakahu: tu ana nga wai i runga i nga maunga.

⁷For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

⁷Rere ana ratou i tau riri: tahuti tonu atu i te reo o tau whatitiri;

⁸for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

⁸Puke ake ana ra nga maunga, heke iho ana ma nga whawharua ki te wahi i whakaritea e koe mo ratou.

⁹du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

⁹Kua whakatakotoria e koe he rohe kei koni mai ratou, kei hoki mai hei taupoki mo te whenua.

¹⁰Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

¹⁰¶ Nana i tono nga puna ki roto ki nga awaawa, e rere nei i waenga o nga puke.

¹¹de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

¹¹Hei wai mo nga kirehe katoa o te parae: na noa te matewai o nga kaihe mohoao.

¹²over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

¹²Kei reira nga nohoanga o nga manu o te rangi, e korihi nei i roto i nga manga.

¹³Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

¹³He mea whakamakuku nana nga puke i ona ruma: ka makona te whenua i nga hua o au mahi.

¹⁴du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

¹⁴Ko ia hei whakatupu i te tarutaru ma te kararehe, i te otaota hei mea ma te tangata; kia whakaputaina ake ai he taro i te whenua;

¹⁵og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

¹⁵He waina hei whakahari i te ngakau o te tangata, he hinu e piata ai tona mata, me te taro hei whakakaha i te ngakau o te tangata.

¹⁶HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

¹⁶Ki tonu i te wai nga rakau a Ihowa, nga hita o Repanona i whakatokia e ia.

¹⁷hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

¹⁷Hanga ake e nga manu he ohanga ki reira: te taaka, ko nga kauri tona whare.

¹⁸Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

¹⁸Hei piringa nga puke tiketike mo nga koati mohoao: nga kohatu mo nga rapeti.

¹⁹Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

¹⁹¶ I hanga e ia te marama hei tohu taima: e matau ana te ra ki tona torengitanga.

²⁰du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

²⁰Ko koe hei whakapouri, a kua po: na ngoki mai ana nga kirehe katoa o te ngahere.

²¹de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

²¹Ko nga kuao raiona ngengere ana ratou, he mea kai, he rapu kai ma ratou i te Atua.

²²De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

²²Ko te putanga mai o te ra ka poto atu ratou, takoto ana i o ratou kuhunga.

²³Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

²³Ko te tangata ka haere ki ana hanga, ki tana mahi, a ahiahi noa.

²⁴Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

²⁴Ano te tini o au mahi, e Ihowa! he mohio rawa tau mahi i aua mea katoa; ki tonu te whenua i au taonga.

²⁵Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

²⁵Kei ko ra ko te moana, tona nui tuauriuri: kei reira nga mea ngokingoki e kore e taea te tatau, nga kirehe hoki, ana nonohi, ana nunui.

²⁶Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

²⁶Kei reira nga kaipuke e teretere ana: kei reira taua rewiatana i hanga e koe hei takaro ki reira.

²⁷De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

²⁷E tatari katoa ana enei ki a koe, kia hoatu e koe te kai ma ratou i te wa e tika ai.

²⁸du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

²⁸Ko tau e hoatu ai ma ratou, kohikohia ana e ratou: te wherahanga o tou ringa, makona tonu ratou i te pai.

²⁹Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

²⁹Ko te hunanga o tou mata, pororaru ana ratou: ka kapohia e koe to ratou manawa, ka marere ratou, a ka hoki ano ki to ratou puehu.

³⁰du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³⁰Ko tau tononga mai i tou wairua, kua hanga ratou; a whakahoutia ana e koe te mata o te whenua.

³¹HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

³¹¶ Kia whai kororia a Ihowa ake ake, kia hari a Ihowa ki ana mahi:

³²Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

³²Tana tirohanga iho ki te whenua, ru ana: kua pa ki nga puke, na pongere ana.

³³Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

³³Ka waiata ahau ki a Ihowa i ahau e ora ana: ka himene ki toku Atua i ahau ano i te ao nei.

³⁴Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

³⁴Kia reka toku whakaaronga ki a ia, ka hari ahau ki a Ihowa.

³⁵Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

³⁵Kia moti nga tangata hara i runga i te whenua, ko te hunga kino kia poto katoa atu. Whakapaingia a Ihowa, e toku wairua. Whakamoemititia a Ihowa.