¹Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

¹Thugenpa, David tapa, Jerusalem kumpipa thute.

²Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

²Bangmahloute bangmahlou, bangmahloute bangmahlou, bangteng bangmahlouh ahi, Thugenpan a chi.

³Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

³A sepgimna tengteng ni nuaia a sepgim akipan mihingin bang phattuamna a nei a?

⁴Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

⁴Khang khat a paia, khang dang a hongtunga; huan khantawnin lei a om gige.

⁵Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

⁵Ni leng a suak jela, huan ni a tum jel; huchiin a suahna a mun lamah a kiknawn pah.

⁶Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

⁶Sim lamah huih a paia, mal lamah a kilehheia; a lampi ah a kivial hei ngitnget, huan huih a lam zuihah a kik nawn jel hi.

⁷Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

⁷Luite tengteng tuipi ah a luang lut ua, himahleh tuipi a dim tuan kei: luite paina mun lamah, huailamah a pai nawn uh.

⁸Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

⁸Thil tengteng gimnain a dima; mihingin a gen theikei: muhin mit a lungkim keia, jakin bil leng a lungkim sam kei.

⁹Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

⁹A omkhinsa a hongom ding ahi a; huan hihkhitsa hiha om ding ahi a; huchiin ni nuaiah thil thak a om kei hi.

¹⁰Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os

¹⁰En dih, hiai a thak? chi-a miten a gen uh thil a om hia? a om khinsa ahi, i ma ua hunte ah.

¹¹Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹¹Khang masate theihgigena a om kei; a hongom ding khang nanunglam theihgigena leng a om sam kei ding, a nung hongom dingte lakah.

¹²Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

¹²Kei Thugenpa Jerusalem ah Israel tungah kumpipa ka hi a.

¹³Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

¹³Huan van nuaia hiha omte tengteng tungtang pilnaa zong ding leh zong khe dinga ka lungtang suah ka hi: huaia kisuk dinga mite tapate kianga Pathianin a piak nakpi taka gimna ahi.

¹⁴Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁴Ni nuaia hiha om nasepte tengteng ka mutaa; huan, ngaiin, bangteng bangmahlou a hi-a huih nung delh ahi.

¹⁵Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

¹⁵A kawisa bawltang theih ahi kei: huan a kimlou sim theih ahi kei.

¹⁶Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

¹⁶Keimah lungtang ka houlimpiha, Ngaiin, Jerusalema ka maa omte tengteng sangin pilna thupi ka honmuh saka; ahi, ka lungtangin pilna a neita, chiin.

¹⁷Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.

¹⁷Huan pilna thei ding leh, haina haitatna thei dingin ka lungtang ka suka: hiai leng huih nungdelh ahi chih ka thei hi.Pil mahmahnaah lah lungkham mahmahna a om ngala: huan kuapeuh theihna khangsakin lungkham a khangsak hi.

¹⁸Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

¹⁸Pil mahmahnaah lah lungkham mahmahna a om ngala: huan kuapeuh theihna khangsakin lungkham a khangsak hi.