¹Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed.

¹Ka lungtangin, Kisain, vualnopnain ka honentel dia; huaijiakin nuambawlnaah bualin; huan, ngaiin, hiai leng bangmahlou ahi, ka chi a.

²Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner den?"

²Nuihzatna thuah, Hai ahi: vualnopna thu ah, Bang a hiha? ka chi a.

³Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.

³A damsung ua mite tapaten a hih ding uh bang ahia hoih ka muh theih matan, ka lungtangin pilna kei honpi kawmin, uaiina ka sa kipahsakdan leh, haina let chintendan ka lungtangin ka zonga.

⁴Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde,

⁴Na sepna thupi ka bawla; inte ka kilama;

⁵anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri,

⁵Grep huante ka kibawla; huante leh gamsitte ka kibawla, huaiteah thei chi chih ka suana:

⁶anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;

⁶Gammang singte khoihna hihkawt dingin, tui lite ka kibawla.

⁷jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;

⁷Pasal sikhate leh numei sikhate ka leia, ka insungah sikha te a piang ua; belamhon leh bawnghon leng ka haua, Jerusalema ka maa omte tengteng sangin:

⁸jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.

⁸Dangka leh dangkaeng leng, bialte akipan leh kumpipate akipan gou lamdang ka ki lak khawma: pasal lasamite leh numei lasamite, mite tapa kipahna, a tama tam meite ka kineiha.

⁹Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.

⁹Huchiin Jerusalema ka maa omte tengteng sangin ka thupiin, ka pung jaw a: ka pilna leng ka kiangah a om gige a.

¹⁰Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid.

¹⁰Huan, bangpeuhmah ka mitin a lunggulh amau ka it kei hi: nuamsakna himhim akipanin ka lungtang ka len kei, ka sepgimnate tengteng jiakin ka lungtang lah a kipak ngala; huan hiai tuh ka sepgimna tengteng akipan ka tantuan ahi.

¹¹Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.

¹¹Huchiin ka khutten a bawl uh nasepte tengteng ka vela, semgima ka hih nasep gimna tengteng: huan, ngaiin, bangteng bangmahlou leh huih nungdelh ahi a, ni nuaiah bangmah phattuamna a om kei hi.

¹²Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed.

¹²Huan pilna leh lungsimkimlouhna leh haina en dingin ka kiheia: kumpipa nunga hongpai mihingin bang hih thei ding ahia? a kihihkhinsa mahmah leng.

¹³Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke:

¹³Huchiin, khovakin khomial a khen dandanin, pilnain haina a kheng ahi chih ka muta hi.

¹⁴Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge.

¹⁴Mi pil mitte a lutang ah a om, huan mi hai khomial ah a vak hi: huchi hinapiin lah thu khat mi tengteng kiangah a tung a;

¹⁵Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed;

¹⁵Huai laiin ka lungtangin, Mi haite kianga a hongom bangin, huchibangin kei kiangah leng a hongom ding; a hihleh bangdinga kei piljaw ka hia? ka chi a. Huan, ka lungtangin hiai mah leng bangmahlou ahi, ka chita hi.

¹⁶thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben.

¹⁶Mi pil, mi hai bangmaha, theihgigena lah khantawnin a om ngal keia: tunung chiangin a vek ua mangngilh khit ahi ding uh chih theiin. Huan bangchi-a mi hai banga mi pil si ahia?

¹⁷Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁷Huchiin hinna ka huaa; ni nuaia bawl thilhih keia dinga a haksat jiakin: bangteng lah bangmahlou leh huih nungdelh ahi ngala.

¹⁸Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.

¹⁸Huan, ni nuaia ka sepgim ka sepgimna tengteng ka huaa: ka nunga hongom ding mi kianga ka nutsiat ngei ding ahi chih theiin.

¹⁹Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Også det er Tomhed.

¹⁹Huan, kuan ahia mipil hia a hihkeileh mihai hia a honghih ding thei? ka sepgimna tengtenga ka sepgimna tungah thu a nei dinga, ni nuaia pilna ka etsakna ah. Hiai leng bangmahlou ahi.

²⁰Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen;

²⁰Huaijiakin ni nuaia sepgimna tengteng ka nabawltak tungtang thu-a ka lungtang lungdong sak dingin ka kipumhei hi.

²¹thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.

²¹Mi a sepgimna pilna leh, theihna leh, kivakna toh om lah a om ngala: himahleh huaia semgim lou mi kiangah a tantuan dinga nutsiahin a om ding hi. Hiai leng bangmahlou leh gilou lianpi ahi.

²²Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen?

²²Ni nuaia a sepgimna tengteng akipan leh, a lungtanga a kisukna tengteng akipan mihingin bang a neia ahia leh?

²³Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.

²³A nite tengteng ahi lungkhamna lel ahi ngala, a thuakna dahna; ahi, jan nangawnin a lungtang a khawl kei hi. Hiai leng bangmahlou ahi.

²⁴Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd.

²⁴Mihing adinga a neka a dawna, a sepgimnaa thilhoiha a kha a bualsak vala hoihjaw bangmah a om kei hi. Hiai leng ka theia, Pathian khut akipan om ahi.

²⁵Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?

²⁵Kei sangin, kuan ahia ne theia, a hihkeileh kuan ahia nuamsakna nei jaw?Amah hihlungkim mi kiangah Pathianin pilna leh, theihna leh nuamsakna a pe ngala: himahleh mikhial kiangah, gimthuakna a pia hi, lakhawm ding leh khawl khawm dingin, huchi-a kuapeuh Pathian hihlungkim kianga a piak theihna dingin, Hiai leng bangmahlou leh huih nungdelh ahi.

²⁶Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom, Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

²⁶Amah hihlungkim mi kiangah Pathianin pilna leh, theihna leh nuamsakna a pe ngala: himahleh mikhial kiangah, gimthuakna a pia hi, lakhawm ding leh khawl khawm dingin, huchi-a kuapeuh Pathian hihlungkim kianga a piak theihna dingin, Hiai leng bangmahlou leh huih nungdelh ahi.