¹Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

¹Bang chiteng adingin hunbi a om, van nuaia thiltup chitenga dingin hun:

²Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

²Pian hun leh sih hun; suan hun leh suansa boh khiak hun:

³Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

³Thah hun leh hihdam hun; phel hun leh lam nawn hun;

⁴Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

⁴Kah hun leh nuih hun; sun hun leh lam hun;

⁵Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

⁵Suangte paih mang hun leh suangte lak khawm hun; kawi hun leh kawi kidek hun;

⁶Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

⁶Zon hun leh mansuah hun; vom hun leh paihmang hun;

⁷Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

⁷Bohkek hun leh khui hun; pau louh hun leh thugen hun;

⁸Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

⁸It hun leh muhdah hun; kidou hun leh kilep hun.

⁹Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

⁹A sepgimna na sempan bang phattuamna a neia?

¹⁰Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

¹⁰Huaia kisawijawtna dinga Pathianin mite tapate kianga a piak haksatna ka muta hi.

¹¹Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

¹¹Thil chiteng a huna kilawmin a bawla: a lungtang uah khovel leng a koihtaa, huchi hinapiin lah mihingin Pathian nasep a bul akipana a tawp pha a hihsa a mukhe theikei hi.

¹²Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.

¹²A damsung teng un kipah leh hoih hih sanga amau adia hoihjaw bangmah a om kei chih ka thei hi.

¹³Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

¹³Huan, mi chihin a neka a dawna, a sepgimna tengtenga hoih nuam a sakpih tuh Pathian thilpiak ahi.

¹⁴Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.

¹⁴Bangpeuh Pathianin a hih, khantawnin a om ding chih ka theia: huaiah bangmah a kikoih theikei dinga, huaiakipanin bangmah mah a kila khe thei sam kei ding: Pathianin a hihkhintaa, huchiin a maah miten a lau ding uhi.

¹⁵Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

¹⁵A omkhinsa pen; huan a om ding a om khinsa ahi: huan Pathianin a pai mangsa a zong hi.

¹⁶Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.

¹⁶Huchiin ni nuaiah, vaihawmna munah, gitlouhna a om chih leng ka mu hi; huan diktatna munah, gitlouhna huailaiah a om hi.

¹⁷Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.

¹⁷Ka lungtangin, Pathianin mi diktat leh mi gilou a ngaihtuah ding: thiltup chiteng leh nasep chiteng adingin lah hun a om ngala, ka chi a.

¹⁸Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"

¹⁸Ka lungtangin, Mite tapate jiakin ahi, Pathianin amau a ettel sina, amau mahmah gamsa bang lel a hihdan uh a kitheih theihna ding un.

¹⁹Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

¹⁹Mite tapate tunga tung peuhmah lah gamsate tungah a tung ngala; thil khat ngei lah a tunguah a tunga: khat a sih bangin, huchibangmahin a dang a dang a sia; ahi, hu khat a nei khawm ua: huan mihingin gamsate sanga masakjawkna a neikei: bangteng lah bangmahlou ahi ngala.

²⁰Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

²⁰Bangteng mun khat ah a pai ua; bangteng leivui akipan ahi ua, bangteng leivui ah a kik nawn uh.

²¹Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?

²¹Mihing kha tunglama a pai touh leh, gamsa kha nuailama leia a pai suk kua ahia thei?Huaijiakin mihing a nasepte-a a kipah ding sanga hoih jaw bangmah a om kei chih ka thei hi; huai lah a tantuan ahi ngala: amah nungin bang ahi dia chih mu dingin amah kuan honpi nawn ahia leh?

²²Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

²²Huaijiakin mihing a nasepte-a a kipah ding sanga hoih jaw bangmah a om kei chih ka thei hi; huai lah a tantuan ahi ngala: amah nungin bang ahi dia chih mu dingin amah kuan honpi nawn ahia leh?