¹Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.

¹Pathian ina na hoh chiangin na khepek kemin; za dinga pai lah mihaite kithoihna piak sangin a hoihzo ngala: gilou a hih uh chih lah a thei ngal kei ua.

²Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få.

²Kam lawp kenla, Pathian maa thil himhim gen dingin na lungtang lawptawp kei hen; Pathian lah van ah a om a, nang lah leitungah na om ngala: huaijiakin na thute tawmsakin.

³Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale.

³Mang lah thu leh la tampi toh ahongoma; huan mihai aw thu tampi toh.

⁴Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.

⁴Pathian laka thuchiam na chiam chiangin, pe dingin hal ken; mihaite tungah lah kipahna a nei ngal keia: na thuchiam pen piain.

⁵Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.

⁵Na chiama na piak louh sangin, na chiamlouh a hoihjaw hi.

⁶Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?

⁶Na kamin na sa thil a hihkhelh sak phal ken: angel maah leng, a dikkei chi sam ken: bangdingin na aw ah Pathianin a hehin, na khut nasep a hihse dia?

⁷Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!

⁷Huchibangin mangte tamna ah bangmahloute a tam thu tampite jiakin siatna hongom ngal naka: himahleh nangjaw Pathian kihta in.

⁸Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.

⁸Gentheite nuaisiahna leh, hiamgamnain bial sungah vaihawmna leh diktatna a lamang chih na muh leh, huai thu lamdang sa ken: sang sanga sangjaw khatin lah a limsak ngala; huan amau sanga sang om ahi.

⁹Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.

⁹Huailouin leia punna bangteng ading ahi: kumpipa ngei leng loumain a na a sepsak hi.

¹⁰Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed.

¹⁰Kuapeuh dangka deihta dangkain a lungkim kei ding; kuapeuh hauhsakna punna deihta leng: hiai leng bangmahlou ahi.

¹¹Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det?

¹¹Van a khan chiangin, amau nete a khang uh; huan huai neimi adingin bang phattuamna a oma, a mittea huaite et chihngallouh?

¹²Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove.

¹²Ne tawmin ne tam leh, semgim mi ihmut a lima; himahleh mihausa vahnain amah a ihmu sak kei hi.

¹³Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke;

¹³Ni nuaia gilou hoihhetlou ka muh a oma, huai tuh, hauhsakna a neipan amah siatna dia a kep:

¹⁴går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham.

¹⁴Huan huai hauhsaknate thuakna gilouin a mangthang hi; huan tapa a suan leh, a khut ah bangmah a om kei.

¹⁵Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig.

¹⁵A nu gil akipana a hongpai leh, vuaktangin a pai nawn ding a hongpai bangin, a sepgimna, a khuta a puak mang theih, adingin bangmah a la kei ding hi.

¹⁶Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?

¹⁶Huan hiai leng gilou hoihhetlou ahi, a hongpai bang dan tengtengin, hichibangin a pai dinga: huih adinga a sepgimnaah bang punna a nei a?

¹⁷Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer.

¹⁷A damsung tengin khomial ah an a nea, huan nakpi taka hih buaiin a oma, chinatna leh thangpaihna a nei hi.

¹⁸Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har;

¹⁸Ngaiin, hoih leh kilawm hia ka muh min Pathianin amah a piak a damsung tenga a neka, a dawna, ni nuaia a sepgimnaa sepgimna tengtenga hoih nuam a sakpiha, huai tuh ahi: hiai lah a tantuan ahi ngala.

¹⁹og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave;

¹⁹Mi chiteng leng amah kianga Pathianin hausakna leh neihzohna a piak, huaia nek theihna a piaka, a tantuan la ding leh a sepgimnaa kipak dingin; hiai Pathian thilpiak ahi.A dam lai nite lah a theigige lo kei dinga; a lungtang kipahnaa Pathianin amah a dawn jiakin.

²⁰thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.

²⁰A dam lai nite lah a theigige lo kei dinga; a lungtang kipahnaa Pathianin amah a dawn jiakin.