¹Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

¹Amoz tapa Isaiin Judate kumpipa Uzzia te, Jothamte, Ahaz te, Hezekia te lal laia, Judate leh Jerusalem tugtang thu-a kilakna a muh thu.

²Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.

²Vante aw, ngaikhia unla, lei aw, bil doh in, TOUPAN thu a gen hi: Tapate ka khoia ka khanglian saka, ka tungah lah a hel ngal ua.

³En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

³Bawngtalin a neitu a theia, sabengtungin leng a pu anpiakna a thei: Israelten bel a theikei uh, ka miten a ngaihtuah kei uh, chiin.

⁴Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.

⁴Ah! nam gilou thulimlouhna gikpi pua mite, chi thil hoihlou hihte, ta hoihlou pi-a gamta sekte ahi ua: TOUPA a paisan ua, Israelte Mi Siangthou a musit ua, kihihtuamin a nungtolhta uh.

⁵Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;

⁵Bang achia hel sansana, vuaka om lailai na hi ua oi? Lutang a pumin a chi a naa, lungtang leng a pumin a gimta.

⁶fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.

⁶Khepek nuaia kipana lutang phain damlai himhim a om kei; chikeh, vuak sidup ek, meima nai la ngen ahi: huaite lah a mek bing kei ua, tuam leng a tuam sam kei ua, sathau leng a nuh kei uh.

⁷Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.

⁷Na gam uh loihin a omkhita; na khuate uh meiin a kangkhinta: na gam uh gam dang miten na mitmuh un a neikhin ua, gam dang mite hihsiat bangin a sekhinta.

⁸Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.

⁸Zion tanu tuh grep huana vennabuk bang leh, tangmai huana buk bang leh, khopi um suak banga nutsiatin a omta.

⁹Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

⁹Sepaihte TOUPAN hihmanthat bang tawmchik honna sit sakta lou hileh Sodom bangin i omkhin thamta ding ua, Gamorra bangin i omkhinta ding uhi.

¹⁰Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!

¹⁰Sodom vaihawmte aw, TOUPA thu ja un; Gomorra mite aw, i Pathian dan thu-ah bil doh un.

¹¹Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹¹TOUPAN, Huzahzaha na kithoihna uh kei dinga bang ahia a thamatna om? Belamtal haltuma latte leh gan vakthaute thauin a honnimta; bawngpate leh belam noute leh kelpate sisan ah leng ka kipak kei, a chi.

¹²Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?

¹²Ka maa kilan dinga na hongpai un, ka biakin huangsuang intual sik kuan a honphuta?

¹³Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.

¹³Thilpiak bangmahloute hontawi nawn kei un; banghiam gimlim kei adingin thil kihhuaipi ahi; kha thakte, khawlnite, khawmpite na kichial khawmte mawkmawk uh ka iplah mahmah; thulimlouhna ahi, kikhopna thupitak leng.

¹⁴Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.

¹⁴Na kha thakte uleh hunbi neia na ankuangluinate uh ka lungsimin a hua hi: kei adin tunggikna ahi; ka thuak chimta hi.

¹⁵Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;

¹⁵Huchiin na khut uh na jak chiang un leng ka mit kon humsan dia: ahi, tamveipi na thum chiang un leng ka ngaikhe kei ding: na khutte ulah sisanin a dim ngal a.

¹⁶tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,

¹⁶Kisil unla, kihihsiang un; ka mitmuh phaklouh din na thilhihte uh a gitouhna koih mang un; gilou hih tawpta uh:

¹⁷lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

¹⁷Thil hoih hih kisinta unla; vaihawmna diktat zong un, nuaisiahna thuakte panpih unla, pa neiloute vaihawm sak unla, meithai thu gensak un, a chi hi.

¹⁸Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.

¹⁸TOUPAN, Hongpai un, ngaihtuah khawm dih ve ni! Na khelhnate uh san au bangin aom mahleh, vuk bangin a ngou ding; san dup bangin san khin mahleh belam mul bangin a om ding.

¹⁹Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;

¹⁹Gennoptak leh thumanga na om uleh, na gam thil hoihte uh na ne ding uh:

²⁰står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.

²⁰Ahihhangin na ut kei ua na hel uleh, namsau nekkhitin na om ding uh: TOUPA kamin huai thu a genta hi, a chi a.

²¹At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.

²¹Bangchidan ahia khopi muanhuaitak kijuak a hongsuah maimah, vaihawm diktatnaa dimnu hi sek hi a! amahah diktatna a om seka, tun lah tualthatmite!

²²Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.

²²Na dangka eksia a honghita, na uain lah tui toh hel a hita.

²³Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.

²³Na mi liante mihel hat, guta te pawmte ahi uh; mi chihin golhna a deih ua, thilpiak a delh nak uhi: pa neiloute a hawmsak sek kei ua, meithaite makhua khualna leng a kiang uh a tung ngei sam kei hi.

²⁴Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!

²⁴Huaijiakin, TOUPA, Sepaihte TOUPA, Israelte Mi Hatin hichiin a chi! A! hondoute tungah ka hehna ka tangtungsak dia, ka melmate tungah phu ka la ding:

²⁵Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.

²⁵Huan, na tungah ka khut ka kha dinga, na eksia siang sipsipin ka hihmang ding, na sikgawm tengteng ka la mang vek ding:

²⁶Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.

²⁶Huan, na sung vaihawmtute a tunga a om bang un ka omsak nawn dinga, na sunga lemtheimite a masapena a om bang un ka omsak lai ding hi: Huai khitchiangin, Diktatna khopi, khopi muanhuai, a honchi ding uhi.

²⁷Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.

²⁷Zion tun vaihawmna diktata hotkhiak a hita dinga, a sunga mi piangthak nawnte leng diktatnaa hotkhiak ahi ding uhi.

²⁸Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.

²⁸Ahihhangin mihelte leh mikhialte hihsiatna a kituakin a om dinga, TOUPA paisanmite leng hihanin a om ding uh.

²⁹Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;

²⁹Na tosaw deihmahmahte uh a zumpihta ding ua, na huan telte ujiakin zakta takin na om sin uhi.

³⁰thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.

³⁰Tosaw a nah kaite leh huan tui mu lou bang phet lah na hi sin ngal ua, Huan, mi hat tak zija jial bang a hita dinga, a nasep meiek bang ahi ding; huchiin a kang tuaktuak ding ua, kuamahin a phelh kei ding uh, chiin.Huan, mi hat tak zija jial bang a hita dinga, a nasep meiek bang ahi ding; huchiin a kang tuaktuak ding ua; kuamahin a phelh kei ding uh, chiin.

³¹Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

³¹Huan, mi hat tak zija jial bang a hita dinga, a nasep meiek bang ahi ding; huchiin a kang tuaktuak ding ua; kuamahin a phelh kei ding uh, chiin.