¹Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn!

¹Aw tangte na maa a luan khiak zoizoina ding un, van botkekin hongkum suk teitei lechin aw.

²Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,

²Nam chih na maa a linna ding un nang hondoute kianga na min theihsak nadingin, meiin sing neen a kuangsaka, meiin tui a sousak bangin!

³når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene

³Ka lamet louh uh thil mulkimhuai na hih laiin na hong suka, tangte maah a luangkhe zoizoi uhi.

⁴og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.

⁴Nidanglaia kipanin miten, nangkia loungal, amaute ngak dinga, sepsak jelpa Pathian lah a thei ngeikei ua, bilin lah a za ngei kei ua, mitin leng a mu ngei sam kei hi.

⁵Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.

⁵Nang jaw, nuam taka oma diktat taka hihmi, na lampitea nang hontheigigete, na don jela; ngaiin, nang na hihiam, kou thil ka hihkhial ua; huaite-ah sawtpi ka naomta ua, huchiin hotdamin ka om thei lai ding uam?

⁶Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden.

⁶Mi nin bangin kana om vekta ngal ua, ka diktatna teng uh leng puansilh nin bang ahi: ka vek un nah bangin ka vuai ua; ka thulimlouhnate un huih bangin a honmut mang jel hi.

⁷Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.

⁷Huchiin na min lou-a, nang honlen dinga kihihhalh kuamah himhim a om kei uh: kou akipanin na mai na selta ngala, ka thulimlouhnate uh zangin non mangsakta hi.

⁸Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle.

⁸Tuin jaw, aw TOUPA, nang ka pa uh na hi; kou bellei ka hi ua; nang kou honvelpa na hi; huchiin ka vek un na khut suak ka hi uh.

⁹Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk!

⁹TOUPA aw, heh lo kenla, thulimlouhnate leng khantawnin theigige sam ken: ngaiin hehpihtakin hon en inla, ka vek un nangmah mite ka hi uhi.

¹⁰Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus;

¹⁰Na khopi siangthoute gamdai a hong suak ua, Zion lah gamdai a hong suak a, Jerusalem lah mun nawtsiat a hong hita hi.

¹¹vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.

¹¹Ka in siangthou uleh ka in kilawm tak uh, ka pipute un nang a honna phat jelna uh, meia hal ahi; ka thil deihhuaite tengteng ulah hihsiatin a omvekta ngala.TOUPA aw, huai thilte-ah na kidek thei sin ahia? Na dai nilouhin non hihgenthei nilouh sin ahia?

¹²Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?

¹²TOUPA aw, huai thilte-ah na kidek thei sin ahia? Na dai nilouhin non hihgenthei nilouh sin ahia?