¹Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

¹Mihing numei apan piang nite tawmchik ahia,

²han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

²Pak bangin hong dawn khiaa, a vuai nawn pah, limliap bangin a taia, a om gige kei.

³Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

³Huan mi huchibang tungah ma mit na hakin, nang toh vaihawmna ah kei non pi hia?

⁴Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

⁴Thil nin akipanin kuan ahia thil siang la khe thei? Kuamahin.

⁵Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

⁵A nite sehsa ahi chih theiin, na kiangah a khate simna a oma, a kan theilouh dingin a gamgite na septa hi;

⁶tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

⁶Amah en ken, a khawl theihna dingin, kiloh banga, a ni a hihkim matan.

⁷Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

⁷Phuk paihin om mahleh, a hongsel nawn dinga, huaia ahiang nou a tawp kei ding, chih sing adin lametna lah a om ngala.

⁸ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

⁸Huaia a zung lei ah upa mahleh, huaia a kungpi lei ah sita mahleh;

⁹lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

⁹Himahleh tui gim jiakin a hongnou thak dia, singsuan bangin bawkte a honnei khe nawn ding hi.

¹⁰men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

¹⁰Himahleh mihing a sia, a mang jel hi: ahi, mihingin kha a khaha, huan koiah a om a?

¹¹Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

¹¹Tuipi akipan tuite a pai bangin, luipi bel a tula, a kang hi;

¹²så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

¹²Huaimahbangin mihing a luma a thou kei hi: vante a om nawn louh matan, akhanglou kei ding uh, a ihmu uh leng a halhkhe sam kei ding uhi.

¹³Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

¹³Aw Seol ah honna sel lechin aw, na thangpaihna aman masiah honna guk kep lechin, hun sehsa honna piain, kei hontheigige lechin aw;

¹⁴Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

¹⁴Mi si leh, a hing nawn diam? ka galdouna leh nasepna ni tengteng ka ngak dinga, ka suahtakna a hongtun ma tanin.

¹⁵du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

¹⁵Non na sam dia, huan ka hondawng ding hi: na khut nasep non lunggulh ding hi.

¹⁶Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

¹⁶Himahleh tuin ka kalsuante na sima: ka khelhna peuhmah na chiamteh hi.

¹⁷forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

¹⁷Ip sungah ka tatlekna bilhin a oma, huan ka thulimlouhna na gonggak hi.

¹⁸Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

¹⁸Huan mual puk bangmahlou a honghi taktaka, a mun akipanin suangpi suanin a om hi;

¹⁹som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

¹⁹Tuiten suang a kiamsak ua; huaia dimletten leia leivui a tai mang uh; huan mihing lametna na hihsia hi.

²⁰For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

²⁰Khantawnin amah na zou a, a paia; a mel na lamdang saka, amah na sawl mang hi.

²¹Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

²¹A tapate zahin a om ua, aman a theikei; hihniamin a om ua, himahleh aman amau ahi chih a theikei.Himahleh a tunga a sain natna a neia, huan a sunga a khain a sun hi.

²²ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

²²Himahleh a tunga a sain natna a neia, huan a sunga a khain a sun hi.