¹Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

¹Himahleh kei sanga naupang, a pate uh ka ganching uite toh koih dia ka sitten, kei nuihzabawlna in a hon zang uh.

²Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

²A hi, a khutte uh hata, huaiin kei bang a honlohtak dia, huai a hatna uh beisaten?

³tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

³Taksapna leh kialna in a tuikang ua; lei keu leh sia a kheuh uh,

⁴og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

⁴Pawna annteh a lou ua; huan loukha zungte a an uh ahi.

⁵Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

⁵Mite lak akipan hawl khiakin a om ua; guta nung bangin amau nungah a kikou ua.

⁶De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

⁶Guama hengte ah a teng ngei ding ua, lei leh suangpi hawmte ah.

⁷De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

⁷Pawn lakah a ham ua; lahou nuaite ah a kise-khawm uh.

⁸en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

⁸Mihaite tate ahi ua, ahi, mi thulimloute tate; gama kipanin delhkhiak ahi uh

⁹Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

⁹Huan tuin kei a la uh ka honghia ahi, amaua dingin houlimna ka hi.

¹⁰de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

¹⁰A honkih ua, kei akipan a tuam din uh, ka maia chil siat a kidek kei uh.

¹¹Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

¹¹Pathianin lah Ka khau a khaha, a honhihgim hi, huan ka maah kamkaihna a khahkhia uh.

¹²Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

¹²Ka khut taklam pangah mipi thuzohlouhte a thou ua; ka khe a a nawlkhin ua, huchiin a siatna lampi uh ka maah a koih uh.

¹³min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

¹³Ka lampi a hihsia ua, ka tuahsiatna a zong ua, kuaman a kham kei uh.

¹⁴de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

¹⁴Awng zapia paisuak bangin a hong ua: siatna lakah ka tungah a kikhuk uh.

¹⁵Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

¹⁵Launate ka tungah a hei ua, huih bangin ka minphatna a delhmang uh; huan meipi bangin ka hauhna a paimang hi.

¹⁶Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

¹⁶Huchiin tuin ka sungah ka kha buakkhiakin a om; gimthuakna niten kei a honman uh.

¹⁷Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

¹⁷Janin ka guhte a sawi, huan kei honseuh natna ten khawl chih a neikei uh.

¹⁸Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

¹⁸Ka natna hi hat mahmahna jiakin ka puansilh a nina: ka puannak ngawng bangin kei a honggak hi.

¹⁹Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

¹⁹Buannawi ah a honpai luta, huan leivui leh meivu bang ka honghi hi.

²⁰Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

²⁰Na kiangah ka kikoua, huan non dawng kei hi: Ka dinga, huan kei non en maimaha.

²¹grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

²¹Ka tunga khel dingin na kilumleta: na ban hatnain kei non sawi hi.

²²Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

²²Huihah non domkang tou a, huai tungah na hontuang sak; huan huih ah non lumlet let hi.

²³thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

²³Sihna na hontun ding chih lah ka thei ngala, huan mihing tengteng adia sehsa in ah.

²⁴Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

²⁴Hitamahleh siatnaa pukgawp miin a ban jak lou ding hia? Ahihkeileh a tuahsiatna ah panpihna ngenin kikou lou ding hia?

²⁵Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

²⁵Buainaa om adingin ka kap kei maw? Tasamte adingin ka kha a dah kei maw?

²⁶Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

²⁶Hoih ka ngak chiangin, hoihlou a hongpaia; khovak ka ngak chiangin, khomial a hongpai.

²⁷ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

²⁷Ka lungtang a buai, khawl a mu ngei kei; gimthuakna nite ka tungah a hongtung.

²⁸trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

²⁸Hihvoma omin ka vialvak, himahleh ni hihvom hilou-in; khawmpi ah ka dinga panpih deihin ka kikou hi.

²⁹Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

²⁹Sehalte unaupa ka hia, vakengsangte lawm ka hi hi.

³⁰Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

³⁰Ka vun a voma, kei akipan a pilh uh, huan kholumin ka guhte a kang hi.Huaijiakin ka kaihging sunna a suaka, ka mutging mikapte aw.

³¹min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

³¹Huaijiakin ka kaihging sunna a suaka, ka mutging mikapte aw.