¹Og videre sagde Elihu:

¹Elihu mahin a gen jela, huchiin a chi a:

²Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

²Honna thuakzou zek inla, huan ka hon ensak ding; Pathian sikin lah banghiam khat gending ka nei ngala.

³Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

³Gamla akipan ka theihna kon la dinga, huan diktatna kei Bawlpa tungah ka nga ding hi.

⁴thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

⁴Diktakin ka thute lah juau ahi ngal keia: hoihkim khat lah ka kiangah a om hi.

⁵Se, Gud forkaster det stive Sind,

⁵Ngaiin, Pathianin thil a hihtheia, kuamah a musit kei: theihsiamna hatna ah thil a hihthei hi.

⁶den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

⁶Gilou hinna a hawi keia: himahleh gimthuakte kiangah a dikna uh a pia hi.

⁷fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

⁷Mi diktat akipan a mit a la kik keia: himahleh laltutphah tunga kumpipa toh amau khantawnin a koiha, huchiin hihletin a om uhi.

⁸Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

⁸Huan sikkhautea gaka a om ua, gimthuakna guitea laka a om uleh;

⁹så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

⁹Huchiin a thilhih uh amau a ensaka, huan a tatlekna uh, huchia kisatheitaka a na omna uh.

¹⁰åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

¹⁰Thuhilhna lamah a bil uh leng a honsaka, thulimlouhna akipan kik dingin thu a pia hi.

¹¹Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

¹¹Amah thu a ngaihkhiak ua, a na a sep uh leh, a nite uh hausaknain a hihbei ding ua, a kumte uh kipahnain.

¹²Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

¹²Himahleh a ngaihkhiak kei ua leh, namsauin a mangthang ding ua, huan theihna beiin a si ding uh.

¹³Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

¹³Himahleh amau lungtanga pathianilimsaklouhnaten hehna a khol khawm uhi: amau a hen laiin panpih deihin a kikou kei uh.

¹⁴i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

¹⁴Tuailaiin a si ua, siangloute lakah a hinna uh a mangthang hi.

¹⁵Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

¹⁵A gimthuaknain gimthuakte a suaktasaka, nuaisiah na ah a bil uh a honsak hi.

¹⁶Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

¹⁶A hi, gakchihna om louhna mun, mun lian lamah dahna akipan nang a honpi mang ta ding a; huan na donkan tunga kilui thaunain a dimta ding hi.

¹⁷Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

¹⁷Himahleh giloute vaihawmnain na dima: vaihawmna leh diktatnain nang nang a honlen hi.

¹⁸Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

¹⁸Thangpaihna a om jiakin, pilvangin huchilouin jaw na kichinnain nang a honpi mangkha ding hi; tatna letnain leng nang honpialsak sam kei hen.

¹⁹Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

¹⁹Dahna a na om louhna dingin, na hauhsaknate a hun diam, ahihkeileh na hatna thilhihtheihna tengteng?

²⁰Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

²⁰Mite tengteng a mun ua sat khiaka a om lai un, jan deih ken.

²¹var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

²¹Pilvangin, gilou limsak ken: gimthuakna sangin hiai lah na telta ngala.

²²Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

²²Ngaiin, Pathianin a thilhihtheihnain sangtakin a hih: amah bang sinsakmi kua ahia?

²³Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

²³Kuan amah a lampi thu a piaa? ahihkeileh, kuan, Diklouhna na bawlta, a chi thei dia?

²⁴Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

²⁴Miten la a asak uh, a thilhih hihlian dingin theigige in.

²⁵Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

²⁵Huaiah mite tengteng a en ua; huai mihing in gamla pi ah a mu hi.

²⁶Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

²⁶Ngaiin, Pathian a liana, amah I theikei uh: a kumte zah zontheih ahi kei.

²⁷Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

²⁷Tui takte aman a tawi khin ngala, huai a tuihu akipan vuah a ju:

²⁸og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

²⁸Huai vanten a sungkhe suk ua, tampipiin mihing tungah a tak.

²⁹Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

²⁹A hi, meipi kiphahte, a in vanpigingte kuamahmahin a theisiam dia?

³⁰Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

³⁰Ngaiin, a kimah a khovak a jaka: huan tuipi nuai a tuam hi.

³¹Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

³¹Hiaitein lah mite a vaihawmsak ngala; an tampi a pia hi.

³²han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

³²Khophiain a khutte a tuama; huan chiamtehna khoh dingin thu a pia hi.Huai husain a tungtang thu a gena, ganhonten leng hongkuan tou huihpi tungtang thu.

³³hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

³³Huai husain a tungtang thu a gena, ganhonten leng hongkuan tou huihpi tungtang thu.