¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

¹Huchihlaiin Elipha Teman miin a dawnga, hichiin a chi hi:

²Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

²Min nang honhoulim pih tum leh na zadah diam? Hizongleh pau louin kua a om thei dia?

³Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

³Ngaiin, mi tampi na hilhtaa, huan khut hatloute na hihhatta hi.

⁴dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

⁴A puklai mah na thuten a dingsaka, khuk hatloute na kipsak hi.

⁵Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁵Himahleh tuin na tungah a hongtunga, na baha; nang a honkhoiha, na buaita.

⁶Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

⁶Pathian an kihtakna na muanna hi lou hia, na lametna na lampite muanhuaina?

⁷Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

⁷Theigigein, ka honngen hi, hoih hina pia, mangthang ngei kua ahia? ahihkeileh koilaiah ahia midik satkhiaka om?

⁸Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

⁸Kei muh danin, thulimlouhna leilette ahi ua, buaina tuha, huaimah atte.

⁹For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

⁹Pathian huin a mangthang ua, huan a hehna mutin himanin a om uhi.

¹⁰Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

¹⁰Humpinelkai huham leh, humpinelkai hangsan aw leh, humpinelkai tuailai hate, a kitan ta.

¹¹Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹¹Samat taksap jiakin humpinelkai tek a mangthanga, huan humpinelkai noute a dalhjak ua.

¹²Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

¹²Tuin a gukin thil ka kiang a hongtunga, ka bilin huaia huauna a sangta hi.

¹³i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

¹³Jan mengmuhna akipana ngaihtuahnate ah, mite nakpi taka a ihmut san lai un,

¹⁴Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

¹⁴Launa ka tungah a hontunga, linna, huaiin ka guhte tengteng a singa.

¹⁵et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

¹⁵Huailaiin ka mai maah kha a paia; ka chimul a ding ta hi.

¹⁶Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

¹⁶Ka ding kinkena, himahleh huaia a kilatdan ka theikak theita keia; a lim tuh ka mit maah a oma; daihna a oma, huan aw ka jaa,

¹⁷"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

¹⁷Pathian sangin sithei mihing a dik zo ding hia? A Bawlpa sangin mihing siangthou zo ding hia? chiin.

¹⁸End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

¹⁸Ngaiin, a sikhate ah muanna akoih keia; huan a angelte haiin a ngoh hi:

¹⁹endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

¹⁹Tungman ina teng amaute hi diak na un chia, a suangphum leivuia oma, leikha maa chimsia:

²⁰De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

²⁰Jingsang leh nitak kikalin hihsiatin a om ua: theihlouh hialin khantawnin a mangthang uhi.Amau sunga a puanin-khau uh bohkhiak touh hi lou hia? a si ua, huan pilna tel louin.

²¹Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

²¹Amau sunga a puanin-khau uh bohkhiak touh hi lou hia? a si ua, huan pilna tel louin.