¹Så tog Job til Orde og svarede:

¹Huan Jobin a dawnga, hichiin a chi a:

²"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

²Chihtaktakin huchi ahi chih ka thei hi: himahleh Pathian lakah mihing bangchiin a dik thei dia?

³Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

³Amah kisel pih a utlam a hihleh, sang khata khat amah a dawng theikei ding hi.

⁴Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

⁴Amah lungtangin a pila, hatnain a thilhihthei ahi: amah douin kua a kikhauhsakin, a lohchingta a oi?

⁵Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

⁵Mualte a suana, a theikei ua, heha amaute a lumleh laiin.

⁶ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

⁶A mun akipanin lei a singa, huan huaia khuamte aling uh.

⁷han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

⁷Ni thu a piaa, huan a suak kei; aksite a bilhkhum ngiungeu hi.

⁸han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

⁸Amah kian vante a phalhkhiaa, tuipi kihawt tungah a pai hi.

⁹han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

⁹Aman Jangkhua, Zuheisuktun leh Siguk leh simlam aksi tamna munte a bawl hi.

¹⁰han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

¹⁰Aman sui theih vuallouh thil thupite a hiha; ahi, sim zohlouh thillamdangte.

¹¹Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

¹¹Ngaiin, ka kiangah a paia, amah ka mu kei: a pai lailaia, himahleh amah ka mu kei hi.

¹²røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

¹²Ngaiin, samat a mana, amah kuan a kham thei dia? Bang hih na hia? kuan a kiangah a chi dia.

¹³Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

¹³Pathianin a hehna a lakik kei ding; Rahab panpihmite amah nuaiah a kun petmah uhi.

¹⁴hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

¹⁴Bangchipheta tawm jawin amah ka dawngin, amah toh ngaihtuah dingin ka thute ka telkhe dia?

¹⁵Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

¹⁵Amah, diktatta zongleng, ka dawng kei ding hi; ka gal kiangah thilngetna ka bawl ding.

¹⁶Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

¹⁶Samta leng la, huan honna dawngta leh; himahleh ka aw a ngaikhia chih ka um kei ding hi.

¹⁷han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

¹⁷Huihpiin aman a honkitamsaka, a san omlouin ka liamnate a pungsak hi.

¹⁸ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

¹⁸Ka nak a honphal keia, himahleh thangpaihnain a hondimsak hi.

¹⁹Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

¹⁹Hatna thu gen leng, ngaiin, Amah a hat hi: huan vaihawmna thu, kuan hun a pe dia?

²⁰Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

²⁰Diktatta zongleng, ka kamin a honmohpaih hi: hoihkim ta zongleng, hoihlouin a hontelsak ding hi.

²¹Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

²¹Hoih kim mahleng, ka kilimsak kei; ka hinna ka musit.

²²Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

²²Khat ahi veka; huaijiakin, Hoihkim leh gilou a hihse tuak, ka chi

²³Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

²³Jepnain thakhatin hihlum leh, mi hoih thuakna a nuihsan ding hi.

²⁴Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

²⁴Lei mi gilou khuta piakin a om: huaia vaihawmmite maitangte a tuama; amah ahihkeileh, kua a hita dia?

²⁵Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

²⁵Tuin ka nite laitaipihmi sangin a kinjaw: a tai mang ua, hoih a mu kei uh.

²⁶gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

²⁶Long kinte bangin a pai mang uhi: muvanlai samat tunga ngumkiak bangin.

²⁷Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

²⁷Ka phunna ka mang ngilh dia, ka mel lungkham ka pai dia, ka kipak ding, chi leng.

²⁸må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

²⁸Ka lungkhamna tengteng ka laua, hoih non sa kei ding chih ka thei hi.

²⁹Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

²⁹Mohpaihin ka om dia; ahihleh bangdia a thawna semgim ka hia?

³⁰Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

³⁰Vuk tuiin kisilin, ka khutte huchitakin siangsak ngeitak leng;

³¹du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

³¹Hinapiin guam sungah na honpai lut thou dia, huan keimah puanten a hon kih ding uh.

³²Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

³²Kei bangin, amah lah mihing ahi keia, amah ka dawn theihna dingin, vaihawmnaa ka hoh khawm theihna ding un.

³³vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

³³Ka kikal uah kou gel honmat theihna dingin, thulaigenmi a om kei hi.

³⁴Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

³⁴Kei akipanin achiang la meng henla a kihtakhuainain kei honlausak kei hen:Huaichiangin thu ka gen dia, amah ka lau kei ding: keimah ah lah huchibang ka hi ngal kei a.

³⁵da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

³⁵Huaichiangin thu ka gen dia, amah ka lau kei ding: keimah ah lah huchibang ka hi ngal kei a.