¹Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

¹Bangchidana dangkaeng mial ahia! bangchidana dangkaeng siangthou penpen lamdangta ahia! Kongzing chiteng tungah munsiangthou suangte sunkhiak ahi.

²Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

²Zion tapa manphate, dangkaeng hoih toh tehpih theih, bangchidana leibel, belvelmi khutnasepbanga ngaih hita ahia!

³Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

³Sehalte nasanin a nawi uh a suah ua, ata tuailaite uh a tepsak uh: ka mite tanu jaw honggiloua, gamdai vasa mulneilou bangin.

⁴Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

⁴Nawitep lai naupang lai dangtak jiakin a kam dangtawngah a belha: naupang tuailaiten tanghou a ngen ua, amah dingin kuamahin a balkham kei uh.

⁵Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

⁵Nuam taka nete kongzing khawngah a mangthang uh: puansandupa khanglianten ekvut a kawi uh.

⁶Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

⁶Ka mite tanu gitlouhna lah Sodom khelhna sangin a thupizo ngala, huai bel mitphiat kallouin a kizoua, amah tungah khut a kinga kei hi.

⁷Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

⁷A miliante vuk sangin a siangthou jaw ua, nawitui sangin a ngou jaw uh, suangmantam sandup sangin a pumpi uah a sandup jaw ua, a tetna uh a saphir suangmantam bang ahi:

⁸mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

⁸A mel uh suangkuangthei sangin a vom jaw a: kongzingtea theihin a om kei uh: a vun uh a guh uah a belh bikbeka; a keua, chiangkang a bang.

⁹Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

⁹Namsaua thaha om dingte kiala thaha om dingte sangina hoihjaw uh; gama gahte duh jiakin hiaite lah a gawng gawp un, nakpiin a se khin uh.

¹⁰Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

¹⁰Hehpihthei numei khutten amau tate a huan ua, ka mite tanu hihsiatna ah a an uh ahi.

¹¹HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

¹¹TOUPAN a thangpaihna a hihpichingta, a hehna mahmah a sung khiaa; Zion ah mei a toha, huaiin huaia suangphumte a suse vek hi.

¹²Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

¹²Leia kumpipaten a um kei ua, khovel a tengtengin leng, Jerusalem kongpi sungah gal leh melma a lut ding uh chih.

¹³Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

¹³A jawlneite khelhna jiak leh a siampute ginatlouhna jiak ahi, huchibanga a lak taka midikte sisan suah a a om.

¹⁴De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

¹⁴Mitto mite bangin kongzing khawngah a vakvai ua, sisana suknitin a om ua, huchiin miten a puante uh a lawng kei uh.

¹⁵"Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

¹⁵Pai mang un, Nin! pai mang un, pai mang un, lawng kei un, chiin amau a kikou khum ua: a tai mang ua, a vialvak lai un, miten namte lakah, hiai ah a om nawn kei ding uh, a chi uh.

¹⁶HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

¹⁶TOUPA hehnain amaute a hawmjaka; amaute a limsak nawnta kei ding: siampute mina a zahtak kei ua, upate a deihsak kei uh.

¹⁷End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

¹⁷I mitte I panpihna juau sosan lametna ah a vaikhina: I ngakna uah nam hondam theilou ding I na ngak ta ua.

¹⁸De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

¹⁸I kongzingte ua i pai theih louhna dingin, I kalsuante a zong ua: I tawp uh a naia, I nite a kimta: I tawp uh lah a hongtungta.

¹⁹Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

¹⁹Vana muvanlaite sangin ei hondelhte a man-gangjaw uh: mual tungahte a hon delh ua, gamdaiah a honna buak uh.

²⁰vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

²⁰I nakvangte hu, TOUPA thaunilh, a kokhuk ua lakin a om ua; amah thu genin. Alim nuaia namte lakah hing ding, I chi ua.

²¹Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

²¹Nuamsa inla kipakin Aw Edom tanu. Uz gama teng: nou lah nang phain leng a hongpai suak ding; na kham dinga vuaktangin na kibawl ding.Aw zion tanu, na thulimlouhna gawtna zoh a hita; saltanna ah nang a honpi mang nawnta kei ding: na thulimlouhna a hongveh ding, Aw Edom tanu; na khelhnate a mukhe dinghi

²²Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

²²Aw zion tanu, na thulimlouhna gawtna zoh a hita; saltanna ah nang a honpi mang nawnta kei ding: na thulimlouhna a hongveh ding, Aw Edom tanu; na khelhnate a mukhe dinghi