¹Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

¹Ka tapa, ka thute kemin, na kiangah ka thupiakte khol khawm in;

²vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

²Ka thupiakte kem inla hing in; huan ka dan na mit tang bangin

³bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

³Na khutzungte tungah vial inla; na lungtang suangpek tungah gelh in.

⁴sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

⁴Pilna kiangah, ka sanggamnu na hi, chiin la, huan theihsiamna na tanaunu chiin:

⁵at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

⁵Numei lamdang akipan nang a honkep theihna ding un, a thutea maitangphatnu mikhual akipan.

⁶Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

⁶Ka in tohlet ah ka tohletkhakna ah ka en paisuaka;

⁷og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

⁷Huan mi mawlte lakah ka ena, tuailaite lakah ka theikaka, tangval theihsiamna beipa,

⁸han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

⁸A omnaning china kongzinga paisuaka, a in lam juana pai jelpa;

⁹i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

⁹Khomuiin, ni nitaklamin, jan mial bibek leh khomial ah.

¹⁰Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

¹⁰Huan, ngaiin, numei khat, kijuak puansilh silh, lungtang kivain a nakituahpiha.

¹¹løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

¹¹Amah ahi lawlawa, a tum tuntuna; a khe a in ah a om gige kei:

¹²snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

¹²Konhzinga om ton a oma, mun liantea a om ton a oma, ning chiteng a buk jel hi.

¹³hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

¹³Huchiin aman a manta, amah a tawpta, huan zummoh maitang tohin a kiangah:

¹⁴"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

¹⁴Lemna kithoihnate ka kiangah a om; tuiin ka thuchiamte ka peta hi,

¹⁵gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

¹⁵Huaijiakin nang tuak dingin ka hongpai khiaa, na mel thanuamtaka zong dingin, ka honmuta hi,

¹⁶Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

¹⁶Ka tutna nuam pialkhang phah ze hoihtea zep, ka phah khinta, Aigupta khau puan gialte toh.

¹⁷jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

¹⁷Ka lupna murra, aloe, leh sinamonin ka namtui sakta.

¹⁸kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

¹⁸Hongpai in, jingsang matan I itna dimset I la ding; itnain I kilungmuan tuah ding.

¹⁹Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

¹⁹Ka pasal lah in ah a om ngal keia, khual gamla ah a zin hi:

²⁰Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

²⁰Sum ip a kitawia; kha a lik chiangin in ah a hongpai ding, a chi a.

²¹Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

²¹A thugen siamnain amah a kipe sakta, a muka maitangphatnatein amah a sawlmang ta hi.

²²tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

²²Amah a jui paha, goh dinga bawngtal a pai bangin, hiam mihai bawlhoihna dia sikkhau khihmi bangin;

²³til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

²³Thalin a sin a kap pailet tan; tang lama vasa a kintat bangin, huan huai tuh a hinna gun a hih a theikei hi.

²⁴Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

²⁴Tuin, ka tapate, huaijiakin honngaikhia un, ka kama thute limsak un.

²⁵Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

²⁵Na lungtang amah lampi lam ah awn kei henla, lampite lamah pai mang kei hen.

²⁶thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

²⁶Amah lah tampi liamsain a pailumlettaa: ahi, a thahsate mi hat tampi ahi uh.A in Seol zotna lampi ahi, sihna dantante juana suk pai.

²⁷Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

²⁷A in Seol zotna lampi ahi, sihna dantante juana suk pai.