¹Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

¹Pilna a kikouin, theihsiamnain a aw a suah kei maw?

²Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

²Lampia mun sangta tungah, lampite kisutna ah, a dinga;

³ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

³Kongpite biangah, khopi lutna ah, kongkhaktea pai lutna ah, nakpiin a kikou a:

⁴Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

⁴Noute, aw mite, ka sam: huan ka aw mite tapa kiangah ahi.

⁵I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

⁵Aw nou mimawlte, kivensiamna theisiam un; huan, nou mi haite, lungtang theisiam nei un.

⁶Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

⁶Ja un, thil hoihpenpente gen ding lah ka hi ngala; huan ka mukte honna thil dikte ahi ding hi.

⁷ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

⁷Ka kamin thuthak gen ding ahi ngala; huan gitlouhna ka muk adingin kihhuai ahi.

⁸Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

⁸Ka kama thute tengteng diktatna ah a om; huaiteah bangmah hei hiam kilawmlou hiam a om kei hi.

⁹de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

⁹A theisiam kuapeuh adingin a kichian vek ua, theihna mu amaute adingin a dik hi.

¹⁰Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

¹⁰Ka hilhna sang unla, dangka hilouin; dangkaeng hoihpen sangin theihna.

¹¹thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

¹¹Rubi suang sangin pilna lah a hoihzo ngaka; huan deihhuai thilte tengteng huai toh tehpih theih ahi kei uh.

¹²Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

¹²Kei pilnain kivensiamna ka tenna dingin ka bawla, huan theihna leh theihkakna ka mu hi.

¹³HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

¹³Toupa kihtak gilou huat ding ahi; kisaktheihna leh, kiotsakna leh, gilou lampi leh kam hoihlou, ka hua hi.

¹⁴Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

¹⁴Thupha keia ahi, theihna hoih: theihsiamna ka neia; hatna ka nei.

¹⁵Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

¹⁵Kei jiakin kumpipaten vai a hawm ua, lalten dikna thu a pia uh.

¹⁶ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

¹⁶Kei jiakin lalten vai a hawm ua, milianten, leia vaihawmte tengtengin.

¹⁷Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

¹⁷Kei honitte amau ka ita; thanuam taka honzongten honmu ding uh.

¹⁸Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

¹⁸Hauhsakna leh zahtakna ka kiangah a om; ahi, hauhsakna leh diktatna pangsawtte.

¹⁹Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

¹⁹Ka gah dangkaeng sangin a hoihjaw, ahi, dangkaeng hoih sangin; ka sum muhna dangka hoihpen sangin.

²⁰Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

²⁰Diktatna lampi ka juia, vaihawmna lampite lakah:

²¹for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

²¹Kei honitte van ka luahsak theiha, a goubawmte uh ka dimsak theihna dingin.

²²Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

²²Toupan a lampi kipattungin a honneia, nidanga a thilhihte main.

²³jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

²³Khantawna kipan, a tunga kipan ahihkeileh lei om maa kipan koih kip ka hi.

²⁴jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

²⁴Thuknate a om louh laiin, lak khiakin ka oma; luikhuk tuia dimte a om loh lai un.

²⁵førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

²⁵Mualte a omkip main, tangte om main lak khiakin ka om:

²⁶førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

²⁶Lei hiam, gamte hiam, ahihkeileh khovel leivui kipatna a bawl nai louh laiin.

²⁷Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

²⁷Vante a hihkip laiin, huaiah ka om: tui thuk maikaiha bemvilvel a koih laiin:

²⁸Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

²⁸Tunga vante a bawl kip laiin: tui thukte tuikhukte a honghat lai un:

²⁹da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

²⁹Tuipi kianga a gi a piak laiin, huchia tuiten a thupiak tunga a tatlek louhna ding un: lei suangphumte achiamteh laiin:

³⁰da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

³⁰Huailaiin a kiangah ka om, nasemmi heutu bangin: huan nitengin a kipahna ka hi a, a maa kipak gigein;

³¹leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

³¹A tentheihna leiah; huan ka kipahna mite tapate kiangah a om hi.

³²Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

³²Huaijiakin tuin, ka tapate, hon ngaikhia unla: ka lampite jui miten nuam a sa ngal ua.

³³Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

³³Hilhna ja unla, pil un, huai tuh deilou kei un.

³⁴Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

³⁴Mi kei honjain nuam a sa hi, ka kongpia niteng vangin, ka kongkhakte khuamtea ngakin.

³⁵Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

³⁵Kuapeuh honmuin hinna a mu un, Toupa deihsakna tang ding ahi ngal ua.Himahleh kuapeuh ka tunga thilhihkhialin amah kha a hihdik kei hi: kei honhuaten sihna a it uhi.

³⁶men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

³⁶Himahleh kuapeuh ka tunga thilhihkhialin amah kha a hihdik kei hi: kei honhuaten sihna a it uhi.