¹Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

¹Ka hinna aw, TOUPA tuh phatin, TOUPA ka Pathian aw, nang na thupi mahmaha; pahtawinain leh thupinain na kithuam hi.

²hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

²Nang vak tuh puan bangin na silha; vante puanintung bangin na kai palha;

³du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

³Aman a dantan sunggil kalvaite tuite khawngah a khunga; meipi tuh kangtalaiin a bawla; huih kha tungah a vak hi:

⁴Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

⁴A angelten tuh huihina suaksaka; a nasemte tuh meikuang juajuain a suaksak hi.

⁵Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

⁵Leitung kingaknate tuh na phuma, khantawna lin louhna dingin.

⁶Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

⁶Nang leilung tuh thukpi puan bangin na silhsaka; tuite tang tungah tekhawng a om pheuphou hi.

⁷For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

⁷Na taihilhna jiakin a taimanga; na van-ging husa jiakina paimang pahta a;

⁸for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

⁸Tang khawngah a pai tou a, guam ah tekhawng a pai suka, amah dia mun na bawlsakna lamah.

⁹du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

⁹A kan louh dingin gi na khunga, lei tup mang dinga a kiknawn tak louhna dingin.

¹⁰Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

¹⁰Aman guam ahte khawng luinakte a sawl khiaa; tangkal khawngah a luang hi.

¹¹de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

¹¹Huaiten tuh gamsa khempeuh kiangah dawnding a pia ua; Gam sabengtungten a dangtak uh a hihdai uhi.

¹²over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

¹²A dung uah tungleng vasaten omna a nei ua, singbawk lak khawngah a ham uhi.

¹³Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

¹³Aman a dantan tungnung akipanin tangte tuiin a vaka: lei tuh na thilhih gahtein a vaka: lei tuh na thilhih gahtein a tai uhi.

¹⁴du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

¹⁴Loupa gante adingin a pousaka, haichi tuh mihing zatdin a pousak hi: lei akipan nekding pawtsak theihna dingin:

¹⁵og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

¹⁵Mihing lungtang kipahsakna uain toh, a mai kilawmsakna ding thau toh, mihing lungtang hihhatna tanghou toh.

¹⁶HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

¹⁶TOUPA singte tuh a taisak hi; Lebanon tanga sidar sing a suante mah.

¹⁷hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

¹⁷Huaiah vasaten bu a sep ua: vaiva bel meilah singte a in ahi.

¹⁸Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

¹⁸Tang sangte sathak ading ahi a; suangpite zusapi adingin kihumbitna ahi.

¹⁹Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

¹⁹Aman kha hunbi theihna dingin a sepa: niin tum hun theigige hi.

²⁰du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

²⁰Nang mial na bawla, jan a honghi jel hi, huai hunin gamnuaia sa khempeuhte a ta khia uhi.

²¹de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

²¹Humpinelkai hatlaiten a sa mat ding uh, humham khumin, Pathian kiang akipan a nekding uh a zong uhi.

²²De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

²²Ni suaka, a pai mang uh, a omna khuk chiat uah a lum jel uhi.

²³Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

²³Mihing tuh na semin apawta, nitaklam tanin a semgim hi.

²⁴Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

²⁴TOUPA aw, na thilhihte tam hina tele! Pilnain na bawl vek ahi; leilung na hauhsaknain a dim hi.

²⁵Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

²⁵Pamah tuipi a oma, thupi, lianpi tak, huaiah thil bokvaka pai sim zohlouh a oma, sa neu leh sa liante.

²⁶Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

²⁶Huailaiah meilong liante a pai uh; huailaiah ole a om, a sunga mawl dinga na bawl ngei.

²⁷De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

²⁷Huai tengtengin a honngak chiat ua, a huntaka a ann uh na piak jelna dingin.

²⁸du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

²⁸A kiang ua na piak peuhmah a tawm ua; na khut ua jaka, hoihnain a tai jel uhi.

²⁹Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

²⁹Na mai na sela, a lungjing ua, a hatna uh na laksaka, a si ua, amau leivui ah a kik nawn uhi.

³⁰du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³⁰Na kha na sawl khiaa, siamin a om jel uhi; leitung leng na bawl thak nawn jel hi.

³¹HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

³¹TOUPA thupina tuh khantawin om henla; TOUPA tuh a nasepah nuam hen:

³²Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

³²Aman lei a ena, a ling nak; tangte a khoiha, a khu khe nak hi.

³³Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

³³Ka damsung tengin TOUPA pahtawiin la ka sa dinga: ka hinlai tengin ka Pathian phatin la ka sa ding hi.

³⁴Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

³⁴Ka ngaihtuahna tuh amaha dingin khumtak hi hen: kei tuh TOUPA ah ka nuam ding hi.Mi khialte lei akipanin hihmanin om uhenla, mi gilou-saloute om nawnta kei uhen! Ka hinna aw, TOUPA phatin! TOUPA tuh phat un!

³⁵Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

³⁵Mi khialte lei akipanin hihmanin om uhenla, mi gilou-saloute om nawnta kei uhen! Ka hinna aw, TOUPA phatin! TOUPA tuh phat un!