¹Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

¹TOUPA tuh phat un, Aw, TOUPA kiangah kipahthu hilh un; amah lah a hoih ngala: a chitna leng khantawna om ding ahi ngala.

²Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

²Kua ahia TOUPA thilhih thupitakte gen theia a phatna tengteng theisak vek thei?

³Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

³Vaihawmna kem hoihten nuam a sa uhi, chiklai peuha leng diktat taka hihmi toh.

⁴Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

⁴TOUPA aw, na mite na deihsaknain hontheigige inla, aw, na hotdamna toh hongvehin;

⁵at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁵Na mi telte hamphatna ka muhtheiha, na namte kipahna ah ka nopsak theiha, na gouluahte toh ka suan theihna dingin.

⁶Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

⁶Ka pipute utoh thil ka na hihkhial ua, thilgilou ka hih ua, gilou takinka hihta uhi.

⁷Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

⁷Ka pipute un Aigupta gama na thillamdang hihte a theisiam kei ua; na chitna thupitak a theigige ta kei ua; tuipi ah a hel zota ua, Tuipi San ah.

⁸Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

⁸Huchi pipiin leng a mah minjiakin amau a hondamtaa, a thilhihtheihna thupitak a theihsakna dingin.

⁹han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

⁹Tuipi San a taia, huchiin a kangta a; huan amau gamdaia pi paisuak bangin tui thukte ah a pi paisuakta hi.

¹⁰han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

¹⁰Amau homi khut akipan a hondama, melma khut akipan a tanta hi.

¹¹Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

¹¹Tuiten amau doute a khuh khina, khat leng dama pawt a om ta kei uhi.

¹²da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

¹²Huai laiin a thute a gingta ua; a phatna la a sa uhi.

¹³Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

¹³Himahleh a thilhihte tuh a mangngilh zok ua; a lunggelna tuh a ngak ngamta kei uhi;

¹⁴de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

¹⁴Gamdai ah thil a lungulh mahmah ua, gam keu ah Pathian a zeetta uhi.

¹⁵så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

¹⁵A thil nget uh a pia a; himahleh a hinna uah gawnna a lutsakta hi.

¹⁶De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

¹⁶A giah mun uah Mosi a hazata ua, TOUPA mi siangthou Aron toh.

¹⁷Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

¹⁷Lei tuh a kamkaa, Dathan a valhta, Abiram pawlte tuh a khuh khinvek hi.

¹⁸Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

¹⁸A pawl lak uah mei hihkuanin a hongoma, meikuang ah mi gilousaloute a kangmangta uhi.

¹⁹De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

¹⁹Horeb tang ah bawngnou lim a siam ua, a lim sun tuh a beta uhi.

²⁰de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

²⁰Huchibangin a thupina uh bawngtal loupa ne bangphet a suaksakta uhi.

²¹de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

²¹Pathian a hondampa uh a mangngilhta ua, Aigupta gama thil thupi taktak.

²²Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

²²Ham gama thillamdangte, Tuipi San dung athil mulkimhuaite hihte.

²³Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

²³Huaijiakin, a hihmang kha dinga, chi-a, a hehna hihkik dingin a mi tel Mosi tuh a lutna dingah a maah na ding kei ngial le houh, a hihmang ding chih a gen hi.

²⁴De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

²⁴A hi, gam deihhuai tak a ngaineu ua, a thu tuh a gingta nuam kei ua;

²⁵men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

²⁵A puanin uahte khawng a phun zota ua, TOUPA aw tuh a ngaikhe nuam kei uhi.

²⁶da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

²⁶Huaijiakin amau lamah a khut ajaka, amaute tuh gamdaia a hihpukna ding leh,

²⁷splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

²⁷A chi suan dingte uh nam chih laka a hihpuka, gam china a hihjakna dingin.

²⁸De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

²⁸Boal-peor lamah a velh ua, misi kianga thil latte tuh a ne samta uhi.

²⁹de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

²⁹Huchibangin a thilhihte un amah a hihheh ua; huchiin a tunguah hi honlengta hi.

³⁰Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

³⁰Huai laiin Phinehas a dinga, vai a hawma: huchiin hi tuh daihsakin a omta hi.

³¹og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

³¹Huai tuh amah tunga diktatnaa seh ahi, khantawnin suan tengteng tanin.

³²De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

³²Meribah tuite ah tekhawng leng amah a hihheh ua, huchiin amau jiakin Mosi tungah thilhoihlou a tung hialta hi.

³³thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

³³A kha tungah a hel ua, a mukin kilawmlou pi thu a gen jiakin;

³⁴De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

³⁴TOUPAN a kiang ua hihman thu a piak bangin mipite a hihmang kei ua.

³⁵med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

³⁵Nam chih tuh a kihelpih ua, a thilhihte uh tuh a ching jaw ua;

³⁶deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

³⁶A milim nate khawng uh a sem ua; huaite tuh amau adingin thang a honghita:

³⁷til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

³⁷A hi, dawi kiangah tekhawng a tapate a tanute un a kithoih ua.

³⁸de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

³⁸Sisan gensiatbei, a tapate uleh a tanute u sisan ngei a suahta ua, huaitein Kanaan gam milimte kiangah a kithoih uhi; huai gam tuh sisanin a na ninta hi.

³⁹de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

³⁹Huchibangin a nasepte ua hihbuahin a om ua, a thilhihte un ang a kawmta uhi.

⁴⁰Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

⁴⁰Huaijiakin TOUPA a mit tungah a thangpaitaa, a gouluah tuh a kih hi.

⁴¹han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

⁴¹Huchiin amau tuh nam chihkhut ah a paia; amau hoten a tunguah vai a hawmta uhi.

⁴²deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

⁴²Amau douten a nuaisiah ua, a khut nuai uah hihneuin a omta uhi.

⁴³Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

⁴³Tamveipi amau a humbita; himahleh a lunggelna uah a hel nak uhi, a gitlou a satlouhna uah hihniamin aomta uhi.

⁴⁴dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

⁴⁴Huchi pipiin leng aman, a kikou husa uh a jain, a mangbat uh a limsak ahi.

⁴⁵han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

⁴⁵A thukhun tuh amau a theisak gigea a chitna thupidan bang jelin alungsim a kisikta hi.

⁴⁶han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

⁴⁶Sala pite tengteng tuh amau a hehpihsak hi.

⁴⁷Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

⁴⁷TOUPA ka Pathian u-aw, honhondam inla, nam chih laka kipan honpikhawmin, na min siangthou phat ding leh na phatna suang dingin.TOUPA, Israelte Pathian, phatin om heh, khantawn akipan khantawn phain leng. Mi tengtengin, Amen, chi uhen, TOUPA tuh phat un.

⁴⁸Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

⁴⁸TOUPA, Israelte Pathian, phatin om heh, khantawn akipan khantawn phain leng. Mi tengtengin, Amen, chi uhen, TOUPA tuh phat un.