¹Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

¹Aw TOUPA kiangah kipahthu hilh un; amah tuh a hoih ngala: a chitna leng khantawnin a om ding ahi ngala.

²Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

²TOUPA mi tatten huchibang gen uhen, doumi khut akipan a tatten.

³og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

³Gam teng akipan a pi khawma, suahlam leh tumlam, simlam leh mallam akipan tekhawngin.

⁴I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

⁴Gamdaia gam keu lampi ah a vakvak ua; mihing omna khua himhim a mu kei uhi.

⁵de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

⁵Gilkial leh dangtakin a hinna uh a gilsung uah a bahta hi.

⁶men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

⁶Huaitakin a buaina uah TOUPA a sam ua, aman a lungkhamna ua kipanin a humbitta.

⁷og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

⁷Mihing omna khuaa a pai theihna ding un, lampi tangtak ah a pikheta hi.

⁸Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

⁸Aw, mihingten TOUPA a chitna jiak leh, mihing tate tunga a thillamdang hihte jiakin phat himhim le u aw!

⁹Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

⁹Aman hinna thil lunggulh mahmah tuh a taisakin, hinna gilkial tuh vahsak jel ngala.

¹⁰De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

¹⁰Mial nuaia leh sihna lima tu-a, gimthuakna leh sikkhau a hente mahmah;

¹¹fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

¹¹Pathian thu tungahte a hel ua, Tungnungpen lunggel tuh a ngaihneu jiak un:

¹²Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

¹²Aman a lungtang uh sepgimnain a minsakta a; a puk ua, panpihpa ding himhim lah a om ngal kei a.

¹³men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

¹³Huai takin a buaina uah TOUPA a sam ua, aman a buaina ua kipan a pi khia a, a hennate uh a suktat sakta hi.

¹⁴førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

¹⁴Mial nuai akipan leh sihna lim akipan a pi khia a, a henna uh a suktat sakta hi.

¹⁵Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

¹⁵Aw, mihingten TOUPA a chitna jiakin leh, mihing tate tunga a thillamdang hihte jiakin phat himhim le u aw!

¹⁶Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

¹⁶Aman dal kongkhakte tuh a chimsaka, a kalhna sik tawnte tuh a hihtanta ngala.

¹⁷De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

¹⁷Mi haite a tatlekna jiak un leh, a gitlouh-satlouhnate u jiakin a kihihgim nak uhi.

¹⁸de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

¹⁸A hinna un nek theih chiteng a kiha; sihna kulh kongkhakte a naih jel uhi.

¹⁹men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

¹⁹Huaitakin a buaina uah TOUPA a sam ua, aman a mangbatna ua kipanin a hondam jel hi.

²⁰sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

²⁰A thu tuh a sawl khia a, amau tuh a damsak jel hi, a mahthatna ding ua kipanin a humbit jel hi.

²¹Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

²¹Aw, mihingten TOUPA a chitna jiakin leh, mihing tate tunga a thillamdang hihte jiakinphat himhim leu aw!

²²og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

²²Amau kipahthugen kithoihnate tuh lan uhenla, a thilhihte uh lasain hilh uhen.

²³De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

²³Tuipi-a long liana vapai suka, tui za tak tung khawnga na sem semten:

²⁴blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;

²⁴Huaiten TOUPA thilhihte leh, tui thupi-a a thillamdang hihte a mu jel uhi.

²⁵han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

²⁵Aman thu a pia a, huihpi a nungsaka, huaiin a tuikihawtte tuh a sangsak hi.

²⁶mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

²⁶Vanah a pai tou luamluam ua, thukpi ah a pai suk nawn luamluam jel uhi: mangbatna jiakin a hinna uh a zulbei jel hi.

²⁷de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

²⁷Zukham bangin a sawi hoihoi ua, a tuan loklok ua, omdan ding himhim a theikei nak uhi.

²⁸men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

²⁸Huaitakin a buaina uah TOUPA a sam ua, aman a mangbatna ua kipanin a pi jel hi.

²⁹skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

²⁹Huihpi a daisak duama, huchiin a tuikihawtte a dai duam jel hi.

³⁰og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

³⁰Huan, a daihtak jiakin a kipak ua; huchiin aman a omna ding uh longkhawlna ah a pi tung jel hi.

³¹Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

³¹Aw, mihingten TOUPA a chitna jiakin leh, mihing tate tunga a thillamdang hihte jiakin phat mahmah le u-aw!

³²ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

³²Amau tuh mite kikhopna ah amah phat uhenla, upate tutana ah phat uhen.

³³Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

³³Aman luipite tuh gamdai a suaksak jela, tuinakte leng lei keu a suaksak jel hi.

³⁴til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

³⁴Gam hoih tuh gam keu mah leng a suaksak jel, a sunga omte genhak jiakin.

³⁵Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

³⁵Gamdai tuh dilin a suaksak jela, gam keu leng tuinak a suaksak jel hi.

³⁶der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

³⁶Huaiah gilkialte a omsaka, omna ding khua a bawl ua.

³⁷tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

³⁷Loute a neih ua, grep huante a bawl ua, a gah hong pungte a muh theihna ding un.

³⁸Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

³⁸Amau tuh vual a jawla, huchiin nakpi taka hihpunin a om ua; a gante uh a kiam a phal kei hi.

³⁹De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

³⁹Huan, nuaisiahte, gimthuaknate, lungkhamna te jiakin a kiamta hiaihiai ua, a kun ngiungiauta leuleu uhi.

⁴⁰han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

⁴⁰Aman miliante tungah muhsitna a sungbuaa, gamdai, lampi himhim omlouhna ah a vak saksaka.

⁴¹Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

⁴¹Himahleh gentheite tuh gimthuakna akipanin mun sangah a khatou hi, gan hon bangin inkuanpihte asiamsak hi.

⁴²de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

⁴²Mi diktatten huai a mu ding ua, a kipak ding uh; thulimlouhna tengtengin a kam a hum ding hi.Kuapeuh pilin huaite a kem hoih ding ua, TOUPA chitnate a ngaihtuah ding uhi.

⁴³Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!

⁴³Kuapeuh pilin huaite a kem hoih ding ua, TOUPA chitnate a ngaihtuah ding uhi.