¹(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

¹Ka phat Pathian aw, dai nilouh ken:

²Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

²Migilou-salou kam leh kam khemhat tuh ka tungah a hang ngal ua: amau tuh lei juautheiin ka kiangah thu a gen uhi.

³med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

³Huatna thuin honum suak ua, bangmahlouin a hondou uhi.

⁴til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

⁴Ka it jiakin a hondoute a honghita uhi: himahleh kei jaw thum thum dingin ka kipe chinten hi.

⁵de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

⁵Aman thil hoih tuh thil gilouin honthuk ua, ka itna tuh huatna mahin a honthuk uhi.

⁶Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,

⁶Nang a tungah mi gilou koih inla: a tak lamah hekmi ding hen.

⁷lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

⁷Vaihawmsaka a om chiangin siamlouh tangin pawt henla: a thumna tuh khelhna ah suak hen.

⁸hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;

⁸A damsung nite tuh tom henla; a heutu hihna midangin tang hen.

⁹hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

⁹A tate tuh pa louin om uhenla, a ji mahleng meithaiin om hen.

¹⁰hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

¹⁰A tate tuh mi vakvai honghiin, khutdoh uhenla; a nekding uh a mun gamsiate ah zong uhen.

¹¹Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

¹¹A pung delha dangka leitawisakin a neih tengteng laksak vek henla; mikhualten a sepgim gah lok uhen.

¹²ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

¹²A tunga chitna langsak jel ding kuamah om sam kei uhenla; a ta paneiloute hehpihpa ding kuamah om kei hen.

¹³hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:

¹³A suante hihmanin om uhen la; khangthak hongom nawnah a min uh nul mangin om hen.

¹⁴lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

¹⁴A pipute uh gitlouh-satlouhna TOUPA kiangah theigigein om henla: a nu khelhna tuh nul mangin om kei hen.

¹⁵altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

¹⁵Huaite tuh TOUPA maah om gige heh. Aman a mau theihgigena lei akipan a hihmang theihna dingin.

¹⁶fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

¹⁶Chitna latsak nadan a theihlouh ua, mi genthei tagah leh khasiate hihlup tuma a sawi zosop jiak un:

¹⁷han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!

¹⁷A hi, mi hamsiat tuh a utlam ahi a, huchiin amah tungah a hongtunga: mi vualjawl tuh a kipahlam ahi keia, huchiin amah gamlat piin a om hi.

¹⁸Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

¹⁸Puanak tual silh bangin hamsiatnain a kivana, huai tuh a gilsung khawngah tui bangina luta, a guh khawngah thau bangin a leng lut hi.

¹⁹den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!

¹⁹Huai tuh amah a dingin silh gige puansilh bangin om henla, a kigak jelna kawnggak mahleng hi hen.

²⁰Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

²⁰Huai tuh hondoute leh ka hinna gensete TOUPAN a thukna ahi.

²¹Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!

²¹Himahleh, TOUPA Pathian aw, nang na min jiakin honhehpih inla: na chitna a hoih jiakin honhumbit in.

²²Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;

²²Genthei leh tagah tak ka hia, ka lungtang tuh ka gilsungah liamin a om ngal hi.

²³som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

²³Lim kiamlam bangin ka manga: khaupe bangin mutlengin ka om hi.

²⁴af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

²⁴Ka khukte ann ngawl jiakin a hatta keia; ka sain thau himhim a puta kei hi.

²⁵til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de

²⁵Amau gensiat ka nahita a; honmuh tak un a lu uh a sing jel uhi.

²⁶Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

²⁶TOUPA ka Pathian aw, honpanpih inla; aw na chitna bang jelin honhondamin;

²⁷så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!

²⁷Huai tuh na khut ahi, chih a theih ua, TOUPA, nang na hih ahi chih a theihna ding un.

²⁸Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

²⁸Amau hamsiat uhen, nang jaw vualjawl jawin: a thoh tak un a zahlak ding ua, na sikha bel a nuamsa ding hi.

²⁹lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

²⁹Hondoute zumna puansilh sakin om uhenla, puannak-a kivan bangin amau zahlaknain kivan uhen.

³⁰Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

³⁰Ka kamin TOUPA kiangah kipahthu nakpi takin ka gen dinga; ahi, mipi lakah amah ka phat ding hi.Amah tuh tagahte taklamah a dinga, a hinna vaihawmsakte laka hondam dingin.

³¹thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

³¹Amah tuh tagahte taklamah a dinga, a hinna vaihawmsakte laka hondam dingin.