1(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
1Pathian aw, bangdinga honpai mang den ding na hia oi? Bangdinga na gantatna muna belamte tunga na hehna a khut?
2Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
2Na mite kikhawmte, nidang laia na lei, nam na gou dinga na tat, thei gige in; na omna nak Zion tang toh.
3Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
3Khantawn siatna lamah na khe khaiin, melmaten mun siangthou ah thil gilou chiteng a hihta uhi.
4Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
4Nangmah doute na mite kikhawmte lakah a awng juajua ua; achiamnate uh chiamtehna dingin a takta uhi.
5Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
5Mi singbawk heipi a ngimte bangin a kimu ua.
6Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
6Tunah a thil- khuak kilawm tengteng uh heita leh sekin a hihse chiat uhi.
7På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
7Na mun siangthou a hal ua; na min omna leia tum khop hialin a hihbuahta uhi.
8De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
8A lungsim un, A vekin i hihse ding, a chi ua: hiai gama Pathian kikhopna in tengteng a halse khinta uhi.
9Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
9I kichiamtehnate uh i muta kei ua: jawlnei himhim a omta kei uhi; a sawt dingdan thei himhim i lak uah leng a om kei hi.
10Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
10Pathian aw, melmain bangtan ahia hon gensiat ding? Galin na min khantawnin a gense dia hia?
11Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
11Bangdingin ahia, na khut, na khut taklam na lak tak? Pholh khe nawn inla, amaute hihmang in.
12Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
12Himahleh, Pathian tuh nidanglai tana ka Kumpipa ahi, lei lai taka hotdamna siampa pen.
13Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
13Nang na hatnain tuipi na kikhensaka nang tuia drakonte na kitamsak hi.
14du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
14Nang tuh ole lute na jansaka, amah tuh gamdai mi omte kiangah an dingin na pia hi.
15Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
15Nang tuikhuk leh tuilian na khena; nang lui lian taktakte na kangsak hi.
16din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
16Sun nanga ahi a, jan leng nanga ahi. Nang khovak leh nisa na ngaihtuah hi.
17du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
17Nang leitung gamgite tengteng na khung vek hi: nang nipi leh phalbi na siam ahi.
18Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
18Toupa aw, hiai theigige in, melmain a hon gensiata; nam haipiin na min a gensiat.
19Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
19Aw na vakhu hinna gam sahang kiangah pe mahmah kenla; na mi gentheite hinna khantawnin leng mangngilh sam ken.
20se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
20Thukhun tuh honkhawksa in: leimun mial tata hiamgamna omnain a dim ngala.
21Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
21Aw, nuaisiahna thuakte zahlakin kihei kei uhenla: genthei leh tagahten na min phat uhen.
22Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
22Pathian aw, thou inla, nangmah thu tuh kigen tawm inla, mi haiin nitumin a hon gensiatdan theigigr in.Nangmah galte husa tuh mangngilh ken: a hon sualte chiak vengvung tuh a toupai gige ahi.
23lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
23Nangmah galte husa tuh mangngilh ken: a hon sualte chiak vengvung tuh a toupai gige ahi.