1Be my imitators, even as *I* also [am] of Christ.
1Bli mine efterfølgere, likesom jeg efterfølger Kristus! / [1KO 11, 1 er i trykte bøker plassert på slutten av kapittel 10.]
2Now I praise you, that in all things ye are mindful of me; and that as I have directed you, ye keep the directions.
2Jeg roser eder for at I kommer mig i hu i alle ting og holder fast ved mine forskrifter, således som jeg gav eder dem.
3But I wish you to know that the Christ is the head of every man, but woman's head [is] the man, and the Christ's head God.
3Men jeg vil at I skal vite at Kristus er enhver manns hoved, og mannen er kvinnens hoved, og Gud er Kristi hoved.
4Every man praying or prophesying, having [anything] on his head, puts his head to shame.
4Hver mann som beder eller taler profetisk med noget på hodet, vanærer sitt hode;
5But every woman praying or prophesying with her head uncovered puts her own head to shame; for it is one and the same as a shaved [woman].
5men hver kvinne som beder eller taler profetisk med utildekket hode, vanærer sitt hode; for det er aldeles det samme som om hun var raket.
6For if a woman be not covered, let her hair also be cut off. But if [it be] shameful to a woman to have her hair cut off or to be shaved, let her be covered.
6For hvis en kvinne ikke tildekker sig, da la henne også klippe håret av; men er det usømmelig for en kvinne å klippe eller rake av sig håret, da la henne tildekke sig.
7For man indeed ought not to have his head covered, being God's image and glory; but woman is man's glory.
7For en mann skal ikke tildekke sitt hode, eftersom han er Guds billede og ære; men kvinnen er mannens ære.
8For man is not of woman, but woman of man.
8For mannen er ikke av kvinnen, men kvinnen er av mannen;
9For also man was not created for the sake of the woman, but woman for the sake of the man.
9mannen blev jo heller ikke skapt for kvinnens skyld, men kvinnen for mannens skyld.
10Therefore ought the woman to have authority on her head, on account of the angels.
10Derfor bør kvinnen ha et undergivenhets-tegn på sitt hode for englenes skyld.
11However, neither [is] woman without man, nor man without woman, in [the] Lord.
11Dog, i Herren er hverken kvinnen noget fremfor mannen eller mannen noget fremfor kvinnen;
12For as the woman [is] of the man, so also [is] the man by the woman, but all things of God.
12for likesom kvinnen er av mannen, så er også mannen ved kvinnen, og alt er av Gud.
13Judge in yourselves: is it comely that a woman should pray to God uncovered?
13Døm hos eder selv: passer det sig at en kvinne beder til Gud med utildekket hode?
14Does not even nature itself teach you, that man, if he have long hair, it is a dishonour to him?
14Lærer ikke endog selve naturen eder at dersom en mann lar håret vokse langt, er det ham til vanære,
15But woman, if she have long hair, [it is] glory to her; for the long hair is given [to her] in lieu of a veil.
15men dersom en kvinne lar håret vokse langt, er det henne til ære? for det lange hår er gitt henne til slør.
16But if any one think to be contentious, *we* have no such custom, nor the assemblies of God.
16Men dersom nogen vil være trettekjær, da har ikke vi en sådan skikk, heller ikke Guds menigheter.
17But [in] prescribing [to you on] this [which I now enter on], I do not praise, [namely,] that ye come together, not for the better, but for the worse.
17Men idet jeg påbyder dette, roser jeg ikke at I kommer sammen, ikke til det bedre, men til det verre.
18For first, when ye come together in assembly, I hear there exist divisions among you, and I partly give credit [to it].
18For for det første, når I kommer sammen i menighets-samling, hører jeg at det er splid iblandt eder, og for en del tror jeg det;
19For there must also be sects among you, that the approved may become manifest among you.
19for det må være partier iblandt eder, forat de ekte kan bli åpenbare iblandt eder.
20When ye come therefore together into one place, it is not to eat [the] Lord's supper.
20Når I altså kommer sammen, da blir det ikke Herrens nattverd I eter;
21For each one in eating takes his *own* supper before [others], and one is hungry and another drinks to excess.
21for idet I eter, tar hver på forhånd sin egen mat, og den ene er hungrig, og den annen er drukken.
22Have ye not then houses for eating and drinking? or do ye despise the assembly of God, and put to shame them who have not? What shall I say to you? shall I praise you? In this [point] I do not praise.
22Har I da ikke hus til å ete og drikke i? eller forakter I Guds menighet og vanærer dem som intet har? Hvad skal jeg si til eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
23For *I* received from the Lord, that which I also delivered to you, that the Lord Jesus, in the night in which he was delivered up, took bread,
23For jeg har mottatt fra Herren dette som jeg også har overgitt eder, at den Herre Jesus i den natt da han blev forrådt, tok et brød,
24and having given thanks broke [it], and said, This is my body, which [is] for you: this do in remembrance of me.
24takket og brøt det og sa: Dette er mitt legeme, som er for eder; gjør dette til minne om mig!
25In like manner also the cup, after having supped, saying, This cup is the new covenant in my blood: this do, as often as ye shall drink [it], in remembrance of me.
25Likeså også kalken efter aftensmåltidet, idet han sa: Denne kalk er den nye pakt i mitt blod; gjør dette, så ofte som I drikker den, til minne om mig!
26For as often as ye shall eat this bread, and drink the cup, ye announce the death of the Lord, until he come.
26For så ofte som I eter dette brød og drikker denne kalk, forkynner I Herrens død, inntil han kommer.
27So that whosoever shall eat the bread, or drink the cup of the Lord, unworthily, shall be guilty in respect of the body and of the blood of the Lord.
27Derfor, hver som eter brødet eller drikker Herrens kalk uverdig, han blir skyldig i Herrens legeme og blod.
28But let a man prove himself, and thus eat of the bread, and drink of the cup.
28Men hvert menneske prøve sig selv, og så ete han av brødet og drikke av kalken!
29For [the] eater and drinker eats and drinks judgment to himself, not distinguishing the body.
29for den som eter og drikker, han eter og drikker sig selv til dom dersom han ikke gjør forskjell på Herrens legeme.
30On this account many among you [are] weak and infirm, and a good many are fallen asleep.
30Derfor er det mange skrøpelige og syke iblandt eder, og mange sovner inn.
31But if we judged ourselves, so were we not judged.
31Men dersom vi dømte oss selv, blev vi ikke dømt;
32But being judged, we are disciplined of [the] Lord, that we may not be condemned with the world.
32men når vi dømmes, da refses vi av Herren, forat vi ikke skal fordømmes sammen med verden.
33So that, my brethren, when ye come together to eat, wait for one another.
33Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for å ete, da del med hverandre;
34If any one be hungry, let him eat at home, that ye may not come together for judgment. But the other things, whenever I come, I will set in order.
34og hvis nogen hungrer, da ete han hjemme, forat I ikke skal komme sammen til dom! Det annet skal jeg foreskrive når jeg kommer.