¹'Pange tähele, taevad, sest mina räägin, ja kuule, maa, mu suu kõnesid!

¹Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

²Mu õpetus voolaku vihmana, mu kõne nõrgugu kastena, nagu haljusele vihmasagar ja rohule vihmapiisad!

²Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.

³Sest ma kuulutan Issanda nime, andke au meie Jumalale!

³Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

⁴Tema on kalju, tema töö on täiuslik, sest kõik tema teed on õiged. Jumal on ustav ja temas pole väärust, tema on õige ja õiglane.

⁴Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.

⁵Pahasti on tehtud temaga - need ei ole tema lapsed: häbiplekk, nurjatu ja pöörane sugupõlv.

⁵Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.

⁶Kas te nõnda tasute Issandale, rumal ja tarkuseta rahvas? Eks ta ole su isa, sinu looja? Tema on sind teinud ja valmistanud.

⁶Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

⁷Meenuta muistseid päevi, pane tähele aastaid põlvest põlve! Küsi oma isalt, et ta jutustaks sulle, oma vanadelt, et nad räägiksid sulle!

⁷Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!

⁸Kui Kõigekõrgem andis rahvaile pärisosa, kui ta jaotas inimlapsi, siis ta määras kindlaks rahvaste piirid vastavalt Iisraeli laste arvule,

⁸Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,

⁹sest Issanda omand on tema rahvas, tema mõõdetud pärisosa on Jaakob.

⁹men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.

¹⁰Ta leidis tema kõrbemaalt, tühjast paigast, uluvast kõrbest; ta võttis tema oma kaitse alla, hoolitses tema eest, ta hoidis teda nagu oma silmatera.

¹⁰Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.

¹¹Nõnda nagu kotkas oma pesakonda lendu ergutades hõljub kaitstes oma poegade kohal, nõnda laotas ta oma tiivad, võttis tema ja kandis teda oma tiivasulgedel.

¹¹Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.

¹²Issand üksi juhtis teda, ükski võõras jumal ei olnud koos temaga.

¹²HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.

¹³Ta sõidutas teda üle maa kõrgendike ja tema sõi väljade vilju: ta imetas teda meega kaljust ja õliga ränikivist.

¹³Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint,

¹⁴Võid veistelt ning piima lammastelt ja kitsedelt, juures tallede ja jäärade rasv; Baasani härgi ja sikke, lisaks nisu, otsekui neerurasv. Ja viinamarjaverest sa jõid veini.

¹⁴Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.

¹⁵Ja Jesurun rasvus, aga muutus tõrksaks - sa läksid lihavaks, paksuks, täidlaseks - ta hülgas Jumala, oma looja, ja põlgas oma päästekaljut.

¹⁵Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe.

¹⁶Nad ärritasid teda võõraste jumalatega, nad vihastasid teda oma jäledustega.

¹⁶De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham;

¹⁷Nad ohverdasid haldjaile, kes ei ole jumalad, jumalaile, keda nad ei tundnud, kes olid uued, äsja tulnud, kellest teie vanemad ei teadnud.

¹⁷de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede.

¹⁸Sa ei mäletanud kaljut, kes sinu sünnitas, ja unustasid Jumala, kes andis sulle elu.

¹⁸Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!

¹⁹Kui Issand seda nägi, siis ta põlastas neid tusast oma poegade ja tütarde pärast.

¹⁹Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn

²⁰Ta ütles: Ma peidan oma palge nende eest ja vaatan, milline on nende lõpp, sest nad on pöörane sugu, lapsed, kelles ei ole truudust.

²⁰og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab;

²¹Nad on mind ärritanud nendega, kes ei ole jumalad, on mind vihastanud oma tühisustega. Aga mina ärritan neid rahvaga, kes ei ole rahvas: ma vihastan neid mõistmatute paganatega.

²¹de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer.

²²Sest mu vihatuli on süttinud põlema ja lõõmab hauasügavuseni; see hävitab maa koos saagiga ja põletab mägede alused.

²²Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde.

²³Ma kuhjan nende peale õnnetusi, ma raiskan nende vastu kõik oma nooled.

²³Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.

²⁴Neid peab kurnama nälg, purema palavikutaud ja pahatõbi; ma saadan nende kallale metsaliste hambad ja põrmus roomajate mürgi.

²⁴De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.

²⁵Väljas laastab neid mõõk ja sees hirm, niihästi noormehi kui neidusid, imikuid koos hallipäiste meestega.

²⁵Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

²⁶Ma oleksin ütelnud: Ma hajutan nad, ma kaotan nende mälestuse inimeste hulgast,

²⁶Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud,

²⁷kui ma poleks pidanud kartma vaenlase pilget, et nende vastased seda mõistmata ei ütleks: 'Meie käsi on olnud võidukas, ega Issand ole kõike seda teinud!'

²⁷men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.

²⁸Sest see on rahvas, kes on kaotanud arukuse - neil ei ole taipu.

²⁸Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.

²⁹Kui nad oleksid targad, siis nad taipaksid seda, nad mõistaksid oma lõppu.

²⁹Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!

³⁰Kuidas võis üksainus jälitada tuhandet ja kaks kihutada põgenema kümme tuhat, kui mitte nende kalju ei oleks neid müünud ja Issand nad loovutanud?

³⁰Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris!

³¹Sest nende kalju ei ole meie kalju sarnane: seda võivad otsustada meie vaenlasedki.

³¹Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv!

³²Tõesti, nende viinapuu on Soodoma viinapuust ja Gomorra väljadelt; nende marjad on mürgised marjad, neil on kibedad kobarad.

³²Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;

³³Nende vein on lohemürk, rästikute ohtlik mürk.

³³som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.

³⁴Eks see ole talletatud minu juures, pitseriga suletud minu varakambris?

³⁴Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer

³⁵Minu käes on kättemaks ja tasumine ajaks, mil nende jalg vääratab. Jah, nende õnnetuse päev on ligidal ja mis neile on valmistatud, tõttab tulema.

³⁵til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast."

³⁶Sest Issand tahab mõista õigust oma rahvale ja halastada oma sulaste peale, kui ta näeb, et nende jõud on kadunud ja pole jäänud orja ega vaba.

³⁶Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en.

³⁷Siis ta ütleb: Kus on nende jumalad, kalju, mille peal nad pelgupaika otsisid,

³⁷Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig,

³⁸kes sõid nende tapaohvrite rasva ja jõid nende joogiohvrite veini? Tõusku nad nüüd üles ja aidaku teid, olgu nad teile varjupaigaks!

³⁸som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!

³⁹Nähke nüüd, et see olen mina, ainult mina, ega ole ühtki jumalat minu kõrval! Mina surman ja teen elavaks, mina purustan ja mina parandan ega ole kedagi, kes päästaks minu käest.

³⁹Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd.

⁴⁰Sest ma tõstan oma käe taeva poole ja ütlen: Nii tõesti, kui ma igavesti elan:

⁴⁰Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,

⁴¹kui ma olen ihunud oma välkuva mõõga ja mu käsi hakkab kohut pidama, siis ma maksan kätte oma vaenlastele ja tasun neile, kes mind vihkavad.

⁴¹jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd.

⁴²Ma lasen oma nooled joobuda verest ja mu mõõk hakkab õgima liha, mahalöödute ja vangide verd, vaenlaspealikute päid.

⁴²Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"

⁴³Ülistage, paganad, tema rahvast! Sest ta maksab kätte oma sulaste vere eest, tasub oma vastastele ja toimetab lepitust oma maale, oma rahvale.'

⁴³I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!

⁴⁴Ja Mooses tuli ning rääkis kõik selle laulu sõnad rahva kuuldes, tema ja Joosua, Nuuni poeg.

⁴⁴Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn.

⁴⁵Kui Mooses oli rääkinud kõik need sõnad kogu Iisraelile,

⁴⁵Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel,

⁴⁶siis ta ütles neile: 'Võtke südamesse kõik need sõnad, mis ma täna teile kordan, mis te peate andma käsuna oma lastele, et nad teeksid hoolsasti selle Seaduse kõigi sõnade järgi!

⁴⁶sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;

⁴⁷Sest see ei ole tühine sõna, mis teile korda ei lähe, vaid see on teie elu, ja selle sõna läbi te pikendate oma päevi sellel maal, kuhu te lähete üle Jordani, et seda pärida.'

⁴⁷thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."

⁴⁸Ja Issand rääkis Moosesega veel selsamal päeval, öeldes:

⁴⁸Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:

⁴⁹'Mine üles siia Abarimi mäele, Nebo mäele, mis on Moabimaal Jeeriko kohal, ja vaata Kaananimaad, mille ma annan Iisraeli lastele päranduseks!

⁴⁹"Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje!

⁵⁰Siis sa sured seal mäe peal, kuhu sa üles lähed, ja sind koristatakse oma rahva juurde, nagu suri su vend Aaron Hoori mäel ja koristati oma rahva juurde,

⁵⁰Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt,

⁵¹sellepärast et te ei olnud truud minule Iisraeli laste keskel Meriba vee juures Kaadesis, Siini kõrbes, sellepärast et te mind ei pidanud pühaks Iisraeli laste keskel.

⁵¹fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne.

⁵²Sa näed küll eemalt seda maad, aga sa ei pääse sinna, maale, mille ma annan Iisraeli lastele.'

⁵²Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!