¹Siis rääkis naamalane Soofar ja ütles:

¹Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

²'Kas peaks see sõnaküllus jääma vastuseta või lobisejal olema õigus?

²"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

³Kas su vada peaks panema mehed vaikima või tohid sa mõnitada, ilma et ükski sind häbistaks?

³Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

⁴Sest sa ütled: 'Mu õpetus on selge ja ma olen tema silmis puhas.'

⁴Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

⁵Kui ometi Jumal räägiks ja avaks oma huuled su vastu

⁵Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

⁶ning ilmutaks sulle tarkuse saladusi, mis on mõistusele otsekui imed. Siis sa mõistaksid, et Jumal su süüst mõndagi unustab.

⁶kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

⁷Kas sa suudad leida Jumala sügavuse? Või tahad sa jõuda Kõigevägevama täiuseni?

⁷Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

⁸Need on kõrgemad kui taevad - mida sina suudad teha? Sügavamad kui surmavald - mida sina sellest tead?

⁸Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

⁹Nende mõõt on pikem kui maa ja laiem kui meri.

⁹Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

¹⁰Kui tema mööda läheb ja vangistab ning kohtu kokku kutsub, kes teda siis võiks keelata?

¹⁰Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

¹¹Sest tema tunneb valelikke inimesi, näeb nurjatust ega pane mikski,

¹¹Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

¹²et ka tühipäine mees saab oidu, kui inimene sünnib nagu metseesli varss.

¹²så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

¹³Kui sinagi oma südant valmistaksid ja sirutaksid oma käed tema poole -

¹³Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

¹⁴kui su kätes on süütegu, siis saada see kaugele ja ära lase ülekohut jääda oma telkidesse -,

¹⁴hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

¹⁵siis sa võiksid küll häbimärgita oma palge üles tõsta, võiksid olla kindel ega tarvitseks karta.

¹⁵ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

¹⁶Siis sa võiksid unustada vaeva, mõelda sellele kui äravoolanud veele.

¹⁶ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

¹⁷Su eluiga saaks kaunimaks kui keskpäev, pimedus oleks nagu hommik.

¹⁷dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

¹⁸Siis sa võiksid olla kindel, et lootust on. Sa tunneksid ennast turvalisena, ja saaksid rahulikult magada.

¹⁸Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

¹⁹Sa võiksid maha heita, ilma et keegi hirmutaks. Ja paljud tuleksid sind meelitama.

¹⁹du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

²⁰Aga õelate silmad kustuksid, neil kaoks pelgupaik ja nende lootuseks oleks hingeheitmine.'

²⁰Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!