¹Siis rääkis teemanlane Eliifas ja ütles:

¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

²'Kas tark tohib vastata tuulepäiselt ja täita oma rinda idatuulega,

²"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

³seletada kõlbmatute kõnedega, sõnadega, millest pole kasu?

³for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

⁴Sa teed tühjaks isegi jumalakartuse ja rikud hardust Jumala ees.

⁴Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

⁵Sest su süü paneb sulle sõnad suhu ja sa valid kavalate keele.

⁵Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

⁶Su oma suu süüdistab sind, aga mitte mina, su oma huuled kostavad su vastu.

⁶Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

⁷Kas oled sina esimese inimesena sündinud? Ons sind enne mäekünkaid sünnitatud?

⁷Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

⁸Kas oled sina Jumala nõupidamist kuulnud ja nõnda enesele tarkuse toonud?

⁸Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

⁹Mis see on, mida sina tead, aga meie ei tea, mida sina mõistad, aga meie mitte?

⁹Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

¹⁰Meiegi hulgas on hallpäid ja elatanuid, ealt vanemad kui su isa.

¹⁰Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

¹¹Ons sinu jaoks väike Jumala troost, või sõna, mis kohtleb sind leebelt?

¹¹Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

¹²Kuhu su süda sind kisub ja kuhu su silmad sihivad,

¹²Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

¹³et sa pöörad oma vaimu Jumala vastu ja paiskad sõnu suust välja?

¹³Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

¹⁴Kuidas võiks inimene olla puhas, naisest sündinul olla õigus?

¹⁴Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

¹⁵Vaata, tema ei usu oma ingleidki ja tema silmis ei ole taevadki selged,

¹⁵End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

¹⁶veel vähem siis põlastusväärset ja laostunut, meest, kes väärtegusid joob nagu vett.

¹⁶hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

¹⁷Mina kuulutan sulle, kuule mind, ja ma jutustan, mida olen näinud,

¹⁷Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

¹⁸mida targad on teada andnud, mida ei olnud salanud nende vanemad,

¹⁸hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

¹⁹kellele üksi oli antud maa ja kelle seas veel võõras ei olnud käinud:

¹⁹dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

²⁰süüdlane vaevleb kogu eluaja ja jõhkrale on talletatud pisut aastaid.

²⁰Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

²¹Hirmuhääled on tal kõrvus, rahuajalgi tuleb hävitaja temale kallale.

²¹Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

²²Ei ta usu, et ta pimedusest välja pääseb: ta on mõõgale määratud.

²²han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

²³Ta peab hulkuma leiva pärast: kus seda on? Ta teab, et pimedusepäev on temale valmis.

²³udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

²⁴Ahastus ja häda hirmutavad teda, vallutavad tema nagu tapluseks valmis kuningas.

²⁴Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

²⁵Sest ta on sirutanud oma käe Jumala vastu ja on suurustanud Kõigevägevama ees,

²⁵Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

²⁶joostes kangekaelselt tema vastu oma paksukühmuliste kilpidega.

²⁶stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

²⁷Sest ta on katnud oma näo rasvaga, on kasvatanud puusadele lihavust

²⁷Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

²⁸ja on elanud hävitatud linnades, kodades, kus ei olnud luba elada, mis olid määratud varemeiks.

²⁸tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

²⁹Ta ei saa rikkaks, ta varandus ei kesta kaua ja tema omand ei kaldu maha.

²⁹Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

³⁰Ta ei pääse pimedusest, kuumus kuivatab ta võsu ja ta taandub tema suu hinguse ees.

³⁰han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

³¹Ärgu ta lootku tühjale - ta eksib! Sest temale saab tasuks tühjus.

³¹Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

³²See läheb täide enneaegselt ja tema võsud ei haljenda enam.

³²I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

³³Ta ajab otsekui viinapuu maha oma küpsemata kobarad ja pillab õisi nagu õlipuu.

³³han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

³⁴Sest jumalatute jõuk jääb viljatuks ja tuli põletab meeleheavõtjate telgid.

³⁴Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

³⁵Nad on lapseootel vaevaga ja sünnitavad nurjatust, nende ihu saab toime pettusega.'

³⁵svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!