¹Aga Iiob rääkis ja ütles:

¹Så tog Job til Orde og svarede:

²'Sellesarnast olen ma palju kuulnud, te kõik olete tüütavad trööstijad.

²"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

³Kas sel tuule rääkimisel ei olegi lõppu, või mis kihutab sind rääkima?

³Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

⁴Minagi võiksin rääkida nagu teie, kui oleksite minu asemel; minagi võiksin teie vastu sõnadega hiilata ja teie pärast pead vangutada.

⁴Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

⁵Ma võiksin teid oma suuga kinnitada ja mitte keelata oma huulte kaastundeavaldust.

⁵styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

⁶Kui ma räägin, ei vähene mu valu, ja kas see siiski minust lahkub, kui ma lõpetan?

⁶Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

⁷Aga nüüd on Jumal mind väsitanud. Ta on hävitanud kõik mu omaksed.

⁷Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

⁸Ta on haaranud mind - sellest tuli tunnistaja, kes tõusis mu vastu -, mu kõhnus süüdistab mind näkku.

⁸at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

⁹Ta viha rebis ja kiusas mind, ta kiristas mu pärast hambaid. Minu vaenlane teritab mu vastu oma silmi.

⁹Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

¹⁰Nad ajavad suu ammuli mu vastu, löövad mind pilgates põsele; nad kogunevad hulganisti mu vastu.

¹⁰de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

¹¹Jumal andis mind nurjatuile ja tõukas mind õelate kätte.

¹¹Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

¹²Ma elasin rahus, aga ta vapustas mind, ta haaras mind kuklast ja lõi mind puruks; ta pani mind enesele märklauaks,

¹²Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

¹³ta nooled ümbritsevad mind. Ta lõhestab armutult mu neerud, ta valab mu sapi maa peale.

¹³hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

¹⁴Ta murrab mind murd murru peale, ta ründab mind otsekui sõdur.

¹⁴Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

¹⁵Ma õmblesin enesele ihu jaoks kotiriide ja torkasin oma sarve põrmu.

¹⁵Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

¹⁶Mu nägu punetab nutust ja mu laugudel on sünge vari,

¹⁶mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

¹⁷kuigi mu käes ei ole ülekohut ja kuigi mu palve on siiras.

¹⁷skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

¹⁸Oh maa, ära kata mu verd, ja mu kisendamisel ärgu olgu puhkepaika!

¹⁸Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

¹⁹Vaata, nüüdki on mul tunnistaja taevas ja eestkõneleja kõrgustes.

¹⁹Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

²⁰Mu sõbrad on pilkajad - Jumala poole on mu pisarais silm,

²⁰gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

²¹et ta kohut mõistaks mehe ja Jumala vahel, otsekui inimese ja ta ligimese vahel.

²¹at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

²²Sest veel pisut aastaid ja ma lähen teele, millelt ma ei pöördu tagasi.

²²Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.