1Aga nüüd naeravad mind need, kes elupäevilt on minust nooremad, kelle isasid ma ei arvanud väärt panna oma karjakoerte sekka.
1Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2Mis kasu oleks mul isegi nende käte rammust, kui neil elujõudki on kadunud,
2Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3kui nad puudusest ja näljast kurnatuina närivad puhtaks isegi põuase maa, kus eile oli laastamine ja hävitus?
3tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4Nad nopivad põõsaste juurest soolaheina ja leetpõõsa juur on neile leivaks.
4og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5Nad on teiste hulgast ära aetud, nende peale karjutakse nagu varga peale.
5Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6Nad peavad elama orunõlvades, muld- ja kaljukoobastes.
6De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7Nad karjuvad põõsaste vahel, nad kogunevad kureherneste alla -
7De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8jõledad inimesed, nimetu rahva lapsed, kes on maalt välja aetud.
8en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9Ja nüüd olen mina saanud neile pilkelauluks, pean olema neile sõnakõlksuks.
9Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10Nad jälestavad mind, hoiduvad minust ega jäta mulle näkku sülitamata.
10de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11Sest Jumal vallandas mu ammunööri ja alandas mind, ja nemad heitsid ohjad mu ees ära.
11Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12Paremalt poolt tõuseb see rämps: nad löövad mul jalad alt ja valmistavad minu jaoks oma hukatusteid.
12Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13Nad rikuvad mu jalgraja, aitavad kaasa mu hukkumiseks, ükski ei hoia neid tagasi.
13min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14Nad tulevad nagu läbi laia prao, veeretavad endid sisse tormi ajal.
14de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15Mu kallale on asunud suur hirm: mu väärikus on otsekui tuulest viidud ja mu õnn on nagu möödunud pilv.
15Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16Ja nüüd on hing mu sees valatud tühjaks, viletsuspäevad on mind kätte saanud.
16Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17Öösiti pistab mul kontides ja mu valud ei pea vahet.
17Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18Suure jõuga haarab ta mind rõivaist; see pigistab mind otsekui kuuekaelus.
18Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19Jumal on heitnud mind savi sisse, ma olen saanud põrmu ja tuha sarnaseks.
19Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20Ma kisendan su poole, aga sa ei vasta mulle, ma seisan siin, aga sa ainult silmitsed mind.
20Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21Sa oled muutunud julmaks mu vastu, sa kiusad mind oma vägeva käega.
21grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22Sa tõstad mind tuule kätte, lased mind ajada, tormihood lohistavad mind.
22Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23Tõesti, ma tean, et sa saadad mind surma - kõigi elavate kogunemiskotta.
23thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24Eks rusu all olija siruta käed, eks hukkuja karju appi?
24Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25Kas mina ei nutnud selle pärast, kellel oli raske aeg? Kas mul ei olnud kaastunnet vaesele?
25Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26Aga kui ma ootasin head, tuli õnnetus, ja kui ma igatsesin valgust, tuli pimedus.
26Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27Mu sisemus keeb ega rahune, mind on tabanud viletsuspäevad.
27ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28Ma käin mustana, aga mitte päikesest, tõusen koguduses üles ja karjun appi.
28trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29Ma olen ðaakalitele vennaks ja jaanalindudele seltsiliseks.
29Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30Mu ihunahk on muutunud mustaks ja mu kondid hõõguvad kuumusest.
30Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31Mu kandlemängust kujunes lein ja mu vilepilliloost nutjate hääl.
31min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!