¹Ja Eliihu jätkas ning ütles:

¹Og videre sagde Elihu:

²'Olgu sul minuga pisut kannatust, siis ma õpetan sind, sest mul on veel Jumala heaks sõnu!

²Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

³Ma tahan tuua oma tarkuse kaugemalt ja anda õiguse oma Loojale.

³Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

⁴Sest mu sõnad pole tõesti mitte valed, täiuslik teadja on su ees.

⁴thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

⁵Vaata, Jumal on vägev, kuid ta ei põlga kedagi, vägev on tema südame jõud!

⁵Se, Gud forkaster det stive Sind,

⁶Õelat ei jäta ta elama, aga viletsaile annab ta õiguse.

⁶den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

⁷Ta ei pööra oma silmi ära õigete pealt, vaid paneb need koos kuningatega igaveseks istuma aujärjele, ja nad ülendatakse.

⁷fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

⁸Ja kui nad on pandud ahelaisse, vangistatud viletsuse köidikuisse,

⁸Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

⁹siis ta heidab neile ette nende tegu ja üleastumisi, et nad on olnud ülemeelikud,

⁹så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

¹⁰ja avab nende kõrvad hoiatuseks ning käsib neid taganeda ülekohtust.

¹⁰åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

¹¹Kui nad siis kuulavad ja teenivad teda, siis nad lõpetavad oma päevad õnnes ja aastad õndsuses.

¹¹Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

¹²Aga kui nad ei kuula, siis nad tormavad oda otsa ja heidavad arutuina hinge.

¹²Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

¹³Südamest jumalatud peavad viha, nad ei hüüa appi, kui ta on nad vangistanud.

¹³Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

¹⁴Nende hing sureb noorelt ja nende elu pordumeeste seas.

¹⁴i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

¹⁵Ta päästab viletsa tema viletsuse kaudu ja avab tema kõrva, kui ta on hädas.

¹⁵Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

¹⁶Ta meelitaks sindki kitsikuse kurgust piiramata avarusse ja su laud oleks täis rasvast rooga.

¹⁶Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

¹⁷Aga sa oled täis õelate kohut, kohus ja õigus tabavad sind.

¹⁷Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

¹⁸Hoia, et viha sind liialt ei mõjustaks ja rohke lunaraha sind ei eksitaks!

¹⁸Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

¹⁹Kas su õilsus on küllaldane? Ei aita kuld ega kõik su jõupingutused!

¹⁹Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

²⁰Ära igatse ööd, kui rahvad tõusevad oma asemeilt!

²⁰Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

²¹Hoidu pöördumast ülekohtu poole, sest seda sa eelistad viletsusele!

²¹var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

²²Vaata, Jumal toimib võimsalt oma jõus! Kes oleks seesugune õpetaja nagu tema?

²²Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

²³Kes on temale määranud ta tee, ja kes julgeks öelda: 'Sa oled ülekohut teinud'?

²³Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

²⁴Pea meeles, et sinagi pead ülistama tema tööd, millest inimesed on laulnud!

²⁴Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

²⁵Kõik inimesed näevad seda - inimene vaatab seda kaugelt.

²⁵Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

²⁶Vaata, Jumal on suur ja meie ei mõista teda, tema aastate arv on uurimatu.

²⁶Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

²⁷Sest ta tõmbab veepiisad üles: need nõrguvad tema udust vihmaks,

²⁷Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

²⁸mida pilved kallavad ja tilgutavad paljude inimeste peale.

²⁸og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

²⁹Tema, kes korraldab ka pilvekihte, oma kojast müristamist,

²⁹Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

³⁰vaata, ta laotab talle oma valgust ja katab sellega mere põhjad.

³⁰Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

³¹Sest sellega ta toidab rahvaid ja annab külluses rooga.

³¹Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

³²Ta võtab välgu oma kätte ja käsib sellel märki tabada.

³²han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

³³Tema mürin kuulutab sellest, loomakarigi kuulutab tõusvat tormi.

³³hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.