1Sellepärast väriseb minugi süda ja hüppab paigast.
1Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2Kuulge, kuulge tema hääle mürinat ja kõminat, mis tuleb ta suust!
2Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
3Selle ta päästab lahti kogu taeva alla ja oma välgu maailma äärteni.
3Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4Selle taga möirgab tema hääl: ta müristab oma võimsa häälega ega peata välke, kui tema häält kuuldub.
4efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5Jumal müristab oma häälega imepärasel viisil, ta teeb suuri tegusid, mida meie ei mõista.
5Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6Sest ta ütleb lumele: 'Lange maa peale!' ja vihmasabin ning vihmavaling on tema tugevus.
6Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
7Ta paneb siis igamehe käe kinni otsekui pitseriga, et kõik inimesed tunneksid ta tegu.
7For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
8Siis läheb metsloom oma peidupaika ja jääb oma pessa.
8De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9Lõunakambrist tuleb tuulispea ja põhjatuulega külm.
9Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10Jumala hingusest tekib jää ja tardub veepind.
10Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11Ta koormab ka pilvi niiskusega, pilved pilluvad tema välku.
11Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12Need rändavad ringi tema juhtimisel, et teha kõike, mida ta neil käsib maailmas ja maa peal,
12det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13olgu vitsana, kui ta maale tarvis, olgu armuna, kui ta seda osutab.
13hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14Kuule seda, Iiob, peatu ja pane tähele Jumala imetegusid!
14Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15Kas sa mõistad, kuidas Jumal annab neile käsu ja laseb oma pilvest välgu sähvatada?
15Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
16Kas sa mõistad pilvede sõudu, ülima tarkuse imetegu?
16Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17Sina, kellel riided kuumavad, kui ta lõunatuulega suigutab maad,
17Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18kas sa koos temaga laotad pilvekatet, vastupidavat nagu valatud peeglit?
18Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19Õpeta meid, mida me peaksime temale ütlema; pimeduse tõttu ei saa me millestki aru.
19Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20Kas peaks temale jutustatama, et mina tahan rääkida? Kui keegi kõneleb, kas seda siis temale teada antakse?
20Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21Kui nüüd ei nähta valgust, mis hiilgab pilvedes, siis puhub tuul ja toob selguse.
21Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22Põhja poolt tuleb kuldne hiilgus - Jumala ümber on hirmuäratav aupaiste.
22fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23Kõigevägevam - temani me ei jõua, tema on suur jõult ja rikas õiglusest, tema ei riku õigust.
23og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
24Seepärast peavad inimesed teda kartma, tema ei vaata kedagi, kes on enese meelest tark.'
24derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.