¹Hüüa ometi! Ons keegi, kes sulle vastab? Kelle poole pühadest sa pöördud?

¹Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

²Tõesti, meelehärm tapab meeletu ja õhin surmab narri.

²Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

³Ma nägin meeletut juurduvat ja ma sajatasin äkitselt tema eluaset.

³Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

⁴Tema lapsed jäid kaitsetuks, neid rõhuti väravas ja päästjat ei olnud.

⁴hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

⁵Tema lõikuse sõi näljane: kibuvitste vaheltki võttis ta selle, ja janused kahmasid ta varanduse.

⁵sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

⁶Sest õnnetus ei tõuse põrmust ega võrsu kannatused mullast,

⁶Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

⁷vaid inimene ise sünnib vaevaks ja sädemed lendavad kõrgele.

⁷men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

⁸Ometi pöörduksin ma Jumala poole ja viiksin oma asja Jumala ette,

⁸Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

⁹kes teeb suuri ja uurimatuid asju, arvutuid imetegusid,

⁹som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

¹⁰kes annab maa peale vihma ja saadab põldudele vee,

¹⁰som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

¹¹et tõsta alandlikke kõrgele ja anda leinajaile suurt õnne,

¹¹for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

¹²kes teeb tühjaks kavalate kavatsused, et nende kätetöö ei läheks korda,

¹²han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

¹³kes tabab tarku nende tarkuses, et salalike nõu läheks luhta,

¹³som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

¹⁴et nad päevaajal kohtaksid pimedust ja lõunaajal kobaksid otsekui öösel.

¹⁴i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

¹⁵Nõnda ta päästab mõõga eest, nende suu eest, vaese vägeva käest,

¹⁵Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

¹⁶et viletsal oleks lootust ja ülekohus suleks oma suu.

¹⁶så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

¹⁷Vaata, õnnis on inimene, keda Jumal noomib. Ära siis põlga Kõigevägevama karistust!

¹⁷Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

¹⁸Sest tema valmistab küll valu, aga tema ka seob haavad, tema lööb, aga tema käed ka parandavad.

¹⁸Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

¹⁹Kuuest hädast päästab ta sind ja seitsmendas ei puutu sinusse kuri.

¹⁹Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

²⁰Näljas lunastab ta sind surmast ja sõjas mõõga käest.

²⁰han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

²¹Keelepeksu eest oled sa peidetud ja sul pole karta hävingut, kui see tuleb.

²¹du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

²²Sa võid naerda hävingut ja nälga ja sul pole vaja karta maa loomi.

²²du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

²³Sest sul on leping kividega väljal ja metsloomadel on sinuga rahu.

²³du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

²⁴Siis sa tunned, et su telgil on rahu, ja kui sa vaatad oma karjamaad, siis ei puudu seal midagi.

²⁴du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

²⁵Ja sa märkad, et su sugu on suur, su järeltulijaid on otsekui rohtu maa peal.

²⁵du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

²⁶Küpses vanuses sa lähed hauda, otsekui naber pannakse rehepõrandale omal ajal.

²⁶Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

²⁷Vaata, seda me oleme uurinud, nõnda see on. Sina aga kuula ja võta see teatavaks!'

²⁷Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!