1Eks ole inimesel maa peal võitlemist ja tema päevad nagu palgalise päevad?
1Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2Otsekui sulane, kes igatseb varju, ja nagu palgaline, kes ootab oma tasu,
2Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3nõnda sain ma enesele pärisosaks piinakuud ja mulle määrati vaevaööd.
3så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4Kui ma magama heidan, siis ma mõtlen: 'Millal võin tõusta?' ja kui olen üles tõusnud, siis: 'Millal tuleb õhtu?' Ma olen koiduni täis rahutust.
4Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5Mu ihu on kaetud ussikeste ja mullakamaraga, mu nahk on kärnas ja kurtunud.
5Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6Mu päevad on kärmemad kui süstik ja lõpevad lootuseta.
6Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7Pea meeles, et mu elu on otsekui tuuleiil, ei saa mu silm enam õnne näha.
7Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8Enam ei näe mind silm, mis mind praegu vaatab, su silmad otsivad mind, aga mind ei ole enam.
8Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9Pilv kaob ja läheb ära: nõnda ei tõuse ka see, kes läheb alla surmavalda.
9Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
10Ta ei tule enam tagasi oma kotta ja tema ase ei tunne teda enam.
10han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11Seepärast ei taha minagi keelata oma suud: ma räägin oma vaimu ahastuses, kaeblen oma hinge kibeduses.
11Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12Kas ma olen meri või meremadu, et sa paned mu üle valve?
12Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13Kui ma mõtlen: 'Mu voodi peab mind trööstima, mu magamisase mu kaebust kandma',
13Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14siis sa kohutad mind unenägudes ja teed mulle hirmu nägemustega,
14da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15nõnda et mu hing peab paremaks lämbumist, pigem surm kui need mu kondid!
15så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16Küllalt! Ma ei taha elada igavesti! Jäta mind! Mu päevad ongi ju ainult õhk.
16Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17Mis on inimene, et sa pead teda suureks ja et sa paned teda tähele,
17Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18vaatad ta järele igal hommikul ja katsud teda läbi igal hetkel?
18hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19Kas sa ei pööragi oma pilku ära mu pealt ega jäta mind süljeneelamise ajakski?
19Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20Kui ma ka olen pattu teinud, mida ma siis sellega teen sinule, sa inimese valvur? Miks panid minu enesele märklauaks ja miks olen saanud sulle koormaks?
20Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21Miks sa ei anna andeks mu üleastumist ega võta ära mu süüd? Sest nüüd ma lähen mulda magama ja kui sa mind otsid, siis ei ole mind enam.'
21Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!