¹Siis rääkis Iiob ja ütles:

¹Så tog Job til Orde og svarede:

²'Ma tean tõesti, et see nõnda on. Kuidas võib inimene õige olla Jumala ees?

²"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

³Kui keegi tahaks temaga vaielda, ei suudaks ta temale vastata mitte ainsalgi korral tuhandest.

³Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

⁴Ta on südamelt tark ja jõult tugev, kes võiks teda trotsida ja ise pääseda?

⁴Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

⁵Tema liigutab mägesid, ilma et need märkaksid, kui ta oma vihas neid kummutab;

⁵Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

⁶tema põrutab maa oma asemelt, nõnda et selle sambad vabisevad;

⁶ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

⁷tema käsib päikest, et see ei tõuseks, ja paneb tähed pitseriga kinni;

⁷han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

⁸tema üksinda laotab taevaid ja kõnnib mere lainete peal;

⁸han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

⁹tema teeb Vankri-, Varda- ja Sõelatähed ja lõunapoolsed tähtkujud;

⁹han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

¹⁰tema teeb suuri ja mõistmatuid asju ning otsatuid imetegusid.

¹⁰han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

¹¹Vaata, ta läheb minust mööda, aga mina ei näe, ta käib üha, aga mina ei märka teda.

¹¹Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

¹²Vaata, ta napsab ära, kes võiks teda takistada? Kes ütleks temale: 'Mis sa teed?'

¹²røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

¹³Jumal ei hoia tagasi oma viha, temale peavad alistuma Rahabi aitajad.

¹³Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

¹⁴Kuidas võiksin siis mina temale vastata, oma sõnu tema jaoks valida?

¹⁴hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

¹⁵Kuigi olen õige, ma ei saa vastata, vaid pean anuma oma kohtumõistjat.

¹⁵Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

¹⁶Kuigi ma hüüaksin ja tema vastaks mulle, ei usu ma siiski, et ta mu häält kuulda võtab,

¹⁶Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

¹⁷tema, kes haarab mu järele tormis ja lisab mulle ilma põhjuseta haavu,

¹⁷han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

¹⁸kes ei lase mind hinge tõmmata, vaid täidab mind kibedusega.

¹⁸ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

¹⁹Kui on küsimus jõust, vaata, ta on tugevam. Või kui on kohtuasi, kes mind ette kutsub?

¹⁹Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

²⁰Kuigi olen õige, mõistab mind hukka mu oma suu; kuigi olen süütu, peab tema mind süüdlaseks.

²⁰Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

²¹Ma olen süütu! Ma ei hooli oma hingest, ma põlgan oma elu!

²¹Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

²²Ükskõik! Seepärast ma ütlen: 'Tema hävitab niihästi õige kui õela.'

²²Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

²³Kui uputus äkitselt surmab, siis ta pilkab süütute meeleheidet.

²³Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

²⁴Kui maa on antud õela kätte, ta katab selle kohtumõistja palge - kui mitte tema, kes siis muu?

²⁴Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

²⁵Mu päevad on jooksjast nobedamad, kaovad õnne nägemata.

²⁵Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

²⁶Need mööduvad otsekui pilliroost vened, nagu kotkas, kes sööstab oma saagi kallale.

²⁶gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

²⁷Kui ma mõtlen: 'Ma unustan oma kaebuse, jätan oma kurva näo ja olen rõõmus',

²⁷Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

²⁸siis on mul hirm kõigi oma kannatuste ees, ma tean, et sa ei pea mind süütuks.

²⁸må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

²⁹Olgu ma siis juba süüdi! Miks peaksin ennast veel ilmaasjata vaevama?

²⁹Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

³⁰Isegi kui ma peseksin ennast lumega ja puhastaksin oma käsi leelisega,

³⁰Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

³¹pistaksid sina mind poriauku ja siis jälestaksid mind mu enda riidedki.

³¹du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

³²Sest Jumal ei ole inimene nagu mina, et ma temale saaksin vastata, et me üheskoos saaksime kohut käia.

³²Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

³³Ei ole meie vahel vahemeest, kes oma käe saaks panna meie mõlema peale.

³³vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

³⁴Võtku ta oma vits ära mu pealt, et hirm tema ees mind ei heidutaks!

³⁴Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

³⁵Siis ma saaksin rääkida ilma teda kartmata. Sest ma ei ole omast meelest mitte niisugune.

³⁵da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!